Ti år efter lukning: Her er historien om NATO-bunkeren

Græsset er vokset. Det samme er de vildtvoksende gyvelkrat, der bukker sig for blæsten.

Vinden fyger koldt over det flade landskab på toppen af den store forhøjning, hvor mudrede hjulspor fra militære bæltekøretøjer er det eneste vidne om, at her kommer folk forbi med jævne mellemrum.

Lyden af en helikopter kommer og går i det fjerne. Men ellers er her stille.

Det er svært at forestille sig, at der her dybt under den gyvelklædte slette midt i øvelsesterrænnet i Finderup vest for Viborg befinder sig Danmarks bedst sikrede bunkeranlæg.

Men den er god nok.

Graver man sig et godt stykke ned under den kolde jord, vil man støde på en hård skal af armeret beton. Det er det første tegn på den 5.500 kvadratmeter store bunker, der stadig den dag i dag er omgivet af så tykt et lag af beton, at mængderne svarer til mere end samlede antal ton, der i sin tid blev brugt til at bygge Storebæltsbroen med.

Et sikkert sted

Spoler vi tiden 54 år tilbage til 1969, finder vi forklaringen på de store mængder af beton.

Her blev de første skitser tegnet til bunkeren, der skulle sikre de omkring 200 NATO-folk, som på tidspunktet havde deres daglige gang på fredshovedkvarteret på Flyvestationen i Karup – et sted at trække sig hen, hvis den kolde krig pludselig blev varm, og behovet for et decideret krigshovedkvarter blev nødvendigt.

Herfra ville NATOs styrker i Danmark og det nordtyske område blive styret i tilfælde af en krig af danske, tyske og britiske officerer.

Men da Danmark som en del af sine forpligtelser over for NATO selv skulle finansiere byggeprojektet, trak planerne ud. Først i 1977, da NATO tilførte midler til det nye krigshovedkvarter, kom der skub i projektet.

De nye midler betød blandt andet, at bunkeren blev sikret mod angreb og polstret med den på tidspunktet mest avancerede teknologi.

Det er også forklaringen på den store betonskal, der sammen med særligt konstruerede fjedre og støddæmpere skulle forhindre, at de vigtige systemer i bunkeren blev beskadiget af rystelser fra en atomsprængning.

Det tre etager høje underjordiske bunkeranlæg blev desuden udstyret med egen luftforsyning, vandforsyning og kraftværk samt med et godt forråd, der sikrede, at de ansatte kunne overleve i bunkeren uden kontakt til omverden i mere end en måned.

For at komme i mål med projektet blev flere lokale håndværksvirksomheder inddraget i arbejdet.

I lokalområdet var det derfor alment kendt, at et nyt NATO-hovedkvarter var på vej.

Dagen lang kørte håndværkere til og fra det indhegnede militære øvelsesområde, hvor de efter at have underskrevet tavshedsklausuler installerede el, lys og ventilation i den underjordiske bunker.

En tur i dybet

I november 1985 stod bunkeren klar.

På det tidspunkt havde byggeriet kostet i omegnen af 600 millioner kroner at opføre. En sum, der hurtigt placerede byggeriet blandt Danmarks dyreste byggeprojekter.

Nu var den sydlige del af NATOs nordflanke sikret. Men blot fire år efter bunkerens indvielse, faldt muren i Berlin og dermed truslen fra Øst. Og behovet for et krigshovedkvarter som det, bunker 7 var skabt til at rumme, dalede støt.

I stedet blev bunkeren i stigende grad brugt til at løse andre opgaver.

I 1994 flyttede NATO deres kommandocentral for luftrumsovervågning i regionen, Combined Air Operations Centre (CAOC), ind i bunkeren. Og det var her, at blandt andre Gert Ladegaard Thorsen sammen med flere andre danske og udenlandske NATO-ansatte arbejdede frem til, at bunkeren blev lukket i 2013.

- Jeg kan stadig huske de uendeligt mange trin, der var for at komme ned i bunkeren. Det første stykke tid, anede jeg simpelthen ikke, om jeg skulle gå til højre eller venstre, og hvordan jeg skulle komme op på næste etage, husker Gert Ladegaard Thorsen, der fra 1997 og frem til 2004 arbejdede med ansvar for det NATO-ansatte-personale i bunkeren.

På det tidspunkt havde Gert Ladegaard Thorsen stadig de fleste af sine arbejdsdage over jorden.

Men da NATO -hovedkvarteret i 2004 blev lukket ned og de fleste af de NATO-ansatte i den forbindelse overgik til det danske forsvar, fik Gert Ladegaard Thorsens i stedet et tilbud om at blive omskolet til tekniker til et job under jorden.

Det sagde han ja til, og kort efter befandt han sig 40 meter under jorden på eget kontor med primært ansvar for kommunikationslinjer ind og ud af bunkeren. En oplevelse og en tid, som han sent vil glemme.

- Jeg kan stadig huske, hvordan ventilationen kørte hele tiden og buldrede. Det var voldsomt. Bunkeren skulle jo køles ned for ikke at koge over, husker Ladegaard Thorsen, der ofte valgte at spise sin frokost over jorden for at mærke det dagslys, der ikke kom ind i bunkeren.

- Jeg savnede dagslyset helt vildt. Så havde jeg en chance for et ærinde, eller kunne jeg finde på et, så skulle jeg op, husker han.

Ingen grund til panik

I tre år arbejdede Gert Ladegaard Thorsen under jorden, hvor han blandt andet hjalp udsendte soldater med at komme i kontakt med familien derhjemme gennem en NATO-sikret telefonforbindelse.

- Jeg kan hilse og sige, at det virkelig blev brugt. Vi kunne jo se på opkaldslisterne, hvor mange opkald, der havde været i løbet af aftenen og natten. Og det var rigtigt mange, husker han.

Men selvom både Gert Ladegaard Thorsen og hans kolleger i NATO delte oplevelsen af, at de løste en vigtig opgave med både overvågning af luftrum og varetagelse af kommunikationslinjer i bunkerens dyb, blæste de politiske vinde i andre retninger.

Efter år med oprustning var krig i Europa ikke længere en nærværende trussel. Så i stedet for at opruste begyndte flere i den vestlige verden at nedruste.

Det gjaldt ikke mindst i NATO, hvor den viborgensiske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, i 2011 fremlagde et udspil til en omfattende reform og nedskæring af forsvarsalliancens militære kommandostruktur. En plan, der blandt andet krævede lukning af en række af Natos nationale hovedkvarterer i Europa, og som lagde op til, at omkring 4.000 NATO-ansatte skulle afskediges.

Da også den danske regering havde lagt op til at spare i omegnen af to milliarder kroner på forsvarsbudgettet, var kampgejsten for at holde bunkeren i Finderup kørende ikke stor.

Tværtimod havde den danske regering på forhånd tilkendegivet, at Danmark ikke ville kæmpe for at bevare NATOs luftovervågningsenhed og arbejdspladserne i Finderup.

- Vi skal ikke bruge penge på hovedkvarterer, men på indsatser. Derfor kan vi ikke sige, at vi ikke vil afgive noget selv, lød det fra forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) til Jyllands-Posten.

For på et tidspunkt, hvor frygten for terror var større end frygten for krig på europæisk jord, var der få gode grunde til at kaste penge efter at holde en bunker kørende, hvis hovedformål forsvandt med den kolde krigs afslutning.

- Hele nedskæringen af det danske forsvar, kan man jo sige nu, var hovedløs. Men det var der slet ingen, der tænkte over dengang. Der var man optændt af, at nu var der fred og ingen fare, og at vi slet ikke havde brug for at bruge så mange penge på forsvaret, husker Kristian Pihl Lorentzen, der dengang sad som medlem af folketinget for Venstre.

Fra underjordisk hotel til opbevaring af atomaffald

Hvor kampgejstren for at holde bunkeren kørende som militært anlæg var forsvindende lille, var der til gengæld flere, som kæmpede for at holde bunkeren åben til andre formål.

- Der kom rigtigt mange forskellige brainstorm-ideer på bordet, og vi brugte noget tid på det, husker John Brun Jensen, der som repræsentant for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste sad med i den arbejdsgruppe, som havde til opgave at lukke bunkeren ned.

Blandt andet blev der i Roskilde tænkt store tanker om, hvad den tomme bunker kunne bruges til.

- Forsøgsstationen Risø rettede henvendelse til os for at spørge, om de kunne bruge bunkeren til at opbevare radioaktivt affald, som de ikke længere skulle bruge. Og det forsøgte jeg at skyde ned med det samme, fordi det simpelthen ikke var praktisk muligt, fortæller John Brun Jensen.

Det viste sig dog sværere end ventet at forklare forsøgsstationens medarbejder over telefonen. Så i stedet inviterede John Brun Jensen en delegation fra Risø på besøg i bunkeren.

- Bunkeren bestod jo i vid udstrækning af små lokaler, og så var den bygget med jernbeton for at kunne modstå atomvåben. Så det var ikke lige til at lægge nogle vægge ned og gøre rummet større. Det var stort set umuligt, forklarer John Brun Jensen, der under rundvisningen lykkedes med at få overbevist delegationen om det uhensigtsmæssige i at opbevare atomaffald på stedet.

Forsøgsstationen Risø var dog langt fra ene om at have gode idéer til, hvad bunkeren kunne bruges til. Også Kristian Pihl Lorentzen lå inde med flere af slagsen.

Sammen med den forhenværende oberstløjtnant og folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Jens Christian Lund, samt den daværende administrerende direktør for Hedeselskabet, Ove Kloch, stablede han ligefrem en idékomite på benene, der skulle forsøge at overbevise blandt andre Viborg Kommune om at holde bunkeren åben.

Og ideerne var mange. Blandt andet foreslog komiteen, at man kunne indrette dele af bunkeren til et oplevelsescenter og museum med omdrejningspunkt i den kolde krig, et underjordisk hotel og sågar også et gamingcenter rettet mod børnefamilier.

- Det var jo nogle ret vilde ideer. Og hvis ellers økonomien kunne strikkes sammen, så tror jeg godt, at det kunne have fungeret, siger Kristian Pihl Lorentzen, der den dag i dag ærgrer sig over, at planerne i sidste ende måtte skrinlægges.

- Bunker 7 er jo et enestående monument over den kolde krig, siger han.

- Det er helt utroligt, at man helt oppe midt i 1980’erne brugte en milliard kroner på at bygge en atomsikker bunker. Og det har man jo ikke gjort ud af den blå luft. Det var, fordi der var en trussel. For der var planer om at bombe hele Viborg-Karup-området med atomvåben for at sætte NATO ud af spillet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Så det var jo virkelig en enestående ting historisk. Og derfor synes vi, at det var synd bare at lukke det ned, svejse døren til og smide nøglen væk, konstaterer han.

Et visionært projekt

Komiteen kontaktede også Kultursstyrelsen, som dermed indirekte blev involveret i kampen for at bevare bunkeren. Men selvom styrelsen nåede at give bunkeren status som et bevaringsværdigt minde om den kolde krig, fulgte ingen penge med ordene.

- Man kan jo sagtens kalde noget værd at bevare ud fra en betragtning om, at det er værdifuldt. Det er ikke det samme som en fredning, forklarer Morten Stenak, der tilbage i 2013 var ansat i Kulturstyrelsen, hvor han mødtes med Jens Christian Lund fra komiteen.

- Jeg husker det sådan, at Regan Vest stod fuldstændigt intakt, mens bunker 7 allerede var rømmet en del, da vi blev involveret. Så der var fjernet en del ting, der ellers kunne have gjort det interessant, siger Morten Stenak.

- Men uanset hvad er det sådan, at når man freder så komplicerede anlæg, så skal man kunne se en bevaringsmulighed i dem. Det nytter ikke at redde anlægget med fredning, hvis det i realiteten ikke kan bevares, forklarer han og tilføjer:

- Til trods for oberstens store netværk kunne han ikke skaffe opbakning til at holde stedet kørende. Og kunne han ikke det, så vurderede vi, at det nok var urealistisk at tro, at andre ville kunne finde opbakning til det.

I Viborg Kommune blev en mulig genåbning af bunkeren også vendt. Men selvom der indledningsvist var åbenhed over for at se nærmere på mulighederne i at omdanne bunkeren til museum, viste projektet sig hurtigt sværere at realisere end først antaget grundet alt for store faste udgifter til blandt andet drift og brandsikkerhed.

Og da det først stod klart, at kommunen ikke ønskede gå videre med projektet, gav komiteen op.

- Og det var ærgerligt. For jeg synes virkelig, at det var et visionært projekt, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Natten til den 1. juli 2013 foretog den daværende chef for Flyvevåbnet, Henrik Røboe Dam, det sidste opkald fra bunkeren til den bunker i Nordtyskland, der skulle overtage opgaverne fra Finderupbunkeren.

Dermed blev det et farvel til bunkeren - ikke engang 30 år efter, at den første gang blev taget i brug.

Se eller gense da TV MIDTVEST sendte live fra NATO-bunkeren i 2013 kort før bunkeren lukkede.