Steffen fik en lys ide: Fra hvide vægge til en sprudlende forretning

I 2014 flyttede Steffen Frank til Karup. De tomme hvide vægge i familiens nye hus blev inspirationen til de plakat-designs, der i dag er blevet hans levevej.

Steffen Frank og hans plakatdesigns rykkede 1. november ind i tomme butikslokaler i Karup.
Steffen Frank og hans plakatdesigns rykkede 1. november ind i tomme butikslokaler i Karup.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Hvad gør man, når man synes, at de hvide vægge i sit nye hjem i Karup er rungende tomme, men ikke kan finde noget kunst, man gider smide sine penge efter?

Steffen Frank tog pennen i egen hånd og besluttede sig for at blive selvstændig plakat-designer. 

- Jeg har tidligere arbejdet med grafisk design af hjemmesider, så jeg tænkte, at der vel egentlig ikke var nogen grund til, at jeg ikke selv kunne lave noget, som jeg synes er pænt. Og heldigvis var min kæreste så optaget af vores dengang etårige datter, at jeg næsten fik frie tøjler til at bestemme, hvad der skulle på væggene, griner Steffen Frank i dag ved tanken om, hvordan han fik gjort idé til virkelighed. 

Tegner streger i Karup

Karup kæmper, som rigtig mange andre, mod butiksdød. Alligevel er byen nu blevet en butik rigere.

I 2014 flyttede Steffen Frank nemlig sammen med sin kæreste og lille datter til Karup. Her var huspriserne til at betale, og byen er nu også blevet rammen om By Frank - en fysisk butik på trods af, at Steffen Frank primært sælger sine design via sin webshop. 

- Det er dejligt at kunne være med til at skabe noget liv i byen, og jeg har fået mange positive tilkendegivelser fra byens andre borgere, der siger, at det er fedt, at lokalerne ikke står tomme. 

En lys ide

Steffen Franks første plakater var på alle måder en lys ide.

Han designede plakater med lamper på, som skulle give effekten af lys i parrets lidt mørke gang i hjemmet i Karup. Siden kom "Stickmen-serien" til, som er den type plakater, han i dag sælger flest af. 

- Det behøver ikke være så alvorligt, det man har hængende på væggen. Det må godt være noget, man bliver glad og smiler af. 

Plakat-serien med de små tændstiksmænd er enkle plakater, der hænger sammen i par. På den ene spørger den ene tændstiksmand eksempelvis den anden: "Sig mig, hvad laver du i grunden? På den anden plakat kommer svaret: "Jeg tænker ud af boksen." 

Og netop dét kan man sige, at Steffen Frank gjorde, da nogle tomme, hvide vægge blev startskuddet til hans egne streger og en i dag succesfuld forretning. 

- Plakaterne er en slags tegneserie på væggen, der giver en god fornemmelse i maven, og som rigtig mange har taget til sig, fortæller Steffen Frank. 

I dag forhandles By Frank både i Danmark og Sverige. 

2:12
Se indslaget med Steffen Frank her. 
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST