Politiet ophæver afspærringen af landsretten: Der var ingen bombe

Selv om der var tale om falsk alarm, tager ordensmagten truslen mod Vestre Landsret meget alvorligt.

1:10
Landsretten blev evakueret, da der omkring klokken 9.15 indløb en bombetrussel.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi ophævede onsdag eftermiddag afspærringerne omkring Vestre Landsret i Viborg.

Efter grundigt at have gennemsøgt lokalerne kunne ordensmagten klokken 15.30 konstatere, at der ikke var placeret en bombe i retten.

- Nu kan folk igen frit færdes i området, siger fungerende vicepolitiinspektør Tue Nissen, der har ledet indsatsen i Viborg.

Landsretten blev evakueret og området rundt omkring afspærret, da der cirka klokken 9.15 indløb en bombetrussel. En mand ringede til retten og hævede, at han havde placeret en bombe et sted i bygningen.

Den melding fik politiet til at sætte et større apparat i gang. Der blev sendt bomberyddere ind i retten, og udenfor stod betjente bevæbnede med maskinpistoler, ligesom der var en drone i luften.

- Når der kommer en konkret trussel, tager vi det alvorligt og sætter de fornødne tiltag i gang. Og selv om der viste sig ikke at være en bombe, ser vi med stor alvor på sagen, siger Tue Nissen.

Hærværk

Natten til tirsdag var Vestre Landsret udsat for hærværk, da en ukendt gerningsmand skrev ord som ”racist”, ”luder” og ”I dømmer uskyldige” på facaden. Samtidig blev der sat ild til en affaldscontainer foran indgangen.

- Det er klart, at det er en nærliggende teori, at der kan være en sammenhæng mellem de to episoder, men det er endnu for tidligt at sige. Det må den videre efterforskning viser, siger Tue Nissen.

Retspræsidenten i Vestre Landsret, Jens Røn, glæder sig over, at evakueringen nu er afsluttet.

- Det er heldigvis meget, meget sjældent, at vi oplever det her. Der er faste planer for, hvordan vi skal reagere i sådan en situation. Vi føler os trygge og er i god dialog med politiet, siger han.