Pia Kjærsgaard: Fint at Muhammedtegninger spredes

Som Folketingets formand vil Pia Kjærsgaard ikke blande sig i Inger Støjbergs muhammed-stunt.

piak.jpg
Foto: Asger Ladefoged/Scanpix/arkiv

Som DF-formand i 00'erne var Pia Kjærsgaard i den grad i centrum under Muhammedkrisen. Folketingets formand fastslår, at hun fortsat går 100 procent ind for ytringsfrihed. Det siger hun i forbindelse med, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) i sidste uge delte et billede af, at baggrundsskærmen på hendes iPad er Kurt Westergaards omstridte tegning af Muhammed med en bombe i sin turban.   

- Jeg går ind for ytringsfrihed. Der har jeg ikke ændret noget. Jeg er den, jeg hele tiden har været. Jeg var absolut en central aktør på det tidspunkt, hvor Muhammedtegningerne var helt oppe i det røde felt. Jeg kan konstatere nu, at når jeg går ind på andres Facebooksider, florerer billedet rundt omkring, og jeg tror, at jo flere gange det bliver gjort, jo bedre er det. Så falder sindene til ro. Der har trods alt ikke været de vilde protester, som der har været før, siger Pia Kjærsgaard.   

Den tidligere DF-formand tilføjer, at hun ikke vil blande sig i, om det var klogt af Støjberg at vise billedet frem.   

- Det vil jeg ikke gøre som formand for Folketinget, siger Kjærsgaard.   

Muhammedtegningerne udløste den alvorligste udenrigspolitiske krise i nyere danmarkshistorie. Støjberg delte billedet, fordi Skovgaard Museet i Viborg ikke ville vise de 12 Muhammedtegninger i forbindelse med udstillingen "Billedstorm fra reformationen til i dag".   

Udstillingen sætter fokus på, hvordan køn, fremmedhed og blasfemi kan provokere, skabe misforståelser og blive censureret. Ifølge museumsleder Anne-Mette Villumsen ville Muhammedtegningerne skygge over den nuancerede fremstilling af blasfemisk kunst.   

Danmark skal ikke frygte en ny Muhammedkrise, mener Pia Kjærsgaard.   

- Vi skal ikke gå og være bange. Det dur ikke. Så kryber vi langs panelerne, og jeg går ubetinget ind for ytringsfrihed, siger hun.