Optikere og tøjbutikker var mål for tyvebande

Ni optikere rundt om i landet mistede briller og solbriller for i alt 1,8 millioner kroner, siger politiet.

Retten i Viborg var mandag rammen om en omfattende tyverisag.
Retten i Viborg var mandag rammen om en omfattende tyverisag.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Tre mænd er blevet dømt for flere indbrud hos optikere og tøjforretninger flere forskellige steder i landet.

Retten i Viborg har mandag fastsat straffen mellem fængsel i tre år og fængsel i tre år og ni måneder. Det oplyser NSK, National Enhed for Særlig Kriminalitet.

Hele ni gange gik trioen på rov hos optikere. Her blev der fjernet briller og solbriller for cirka 1,8 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse.

Sommerhuse forskellige steder i landet fungerede som base, da de tre gik løs på forretningerne.

Mændene blev anholdt for godt et år siden i et sommerhus ved Fårvang i Midtjylland kort efter et indbrud i en tøjforretning i Skive, oplyser NSK i en pressemeddelelse.

Hjemme hos den yngste af mændene fandt betjentene et afgørende bevis. Nemlig en videooptagelse af et forsøg på rambuktyveri mod en virksomhed i Ballerup.

Denne mand, der er 22 år, var kørende i en Porsche Cayenne, da han blev stoppet af politiet. Han kørte vanvidskørsel, og derfor er bilen blevet konfiskeret.

Store såkaldte muskelbiler blev i flere tilfælde stjålet til brug ved indbruddene, skriver NSK i pressemeddelelsen.