Nyt demenscenter: Det giver Henning ro og forståelse

Viborg Kommune har indviet landsdelens første rådgivnings- og aktivitetscenter for demente.

Landsdelens første rådgivnings- og aktivitetscenter for demente er netop indviet i Viborg. Her kan demente og deres pårørende hente hjælp - og ikke mindst møde andre i samme situation.

En af dem som nyder godt af det nye center er 68-årige Henning Albrektsen. Han fik konstateret alzheimer for et års tid siden. Og det var et chok.

quoteDet betyder en ro og en umiddelbar forståelse af andre og fællesskabet. Det har jeg det godt med

Henning Albrektsen, Viborg.

- Jeg skulle sådan lige sluge det og kom også lidt i krise. Jeg var lidt uligevægtig på det tidspunkt, fortæller Henning Albrektsen.

Men sygdommen er på et tidligt stadie. Og han har opdaget, at samvær med andre demente gør godt.

- Det betyder en ro og en umiddelbar forståelse af andre og fællesskabet. Det har jeg det godt med, siger Henning Albrektesen. 

Demens er en folkesygdom:

Både han og hustruen Elsebeth kommer jævnligt i det nye demenscenter. For som pårørende betyder det også noget at være sammen med ligestillede:

-  Det betyder at man kan snakke om det der er svært og hjælpe hinanden med at huske hinanden på, at vi skal huske at prioritere os selv, fortæller Elsebeth Greve. 

Også for yngre med demens

Viborg Kommune har etableret centret med økonomisk støtte fra en pulje i Sundhedsstyrelsen. Landet over er der nu 14 af den slags centre - for folk som har fået demens for nylig:

- Dem har der historisk set ikke været så mange tilbud til. Nogle er stadig på arbejdsmarkedet, så det her er også et tilbud til yngre borgere med demens, siger Susanne Kongerslev Andersen, der er Centerleder på det nye Demenscenter i Viborg.

De forskellige spil og andre aktiviteter på centret er der ikke kun for hyggens skyld. Det handler også om gymnastik, der kan holde hjernen i form:

-  Ja så aktiverer vi nogle områder i hjernen, der er gået lidt i dvale. På den måde holder vi sygdommen lidt nede, forklarer Bettina Bunch-Poulsen, der er Projektleder på Rådgivnings- og Aktivitetscentret i Viborg.

Hvert år bliver omkring 8000 danskere ramt af demens. Henning Albrektsen er en af dem. Men han vil ikke isolere sig med sin sygdom:

 

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Sundhed.