Medarbejder efter tyveri af solceller: - Vi skal nok have ekstra overvågning eller et vagtfirma

Peter G. Nielsen, der arbejder for European Energy, er irriteret over, at der lørdag morgen blev stjålet 160 solcellepaneler vest for Løgstrup.

2:15
Peter G. Nielsen, der er Construction Manager hos European Energy, står her med en af de mange paneler, der er ødelagt efter den hårde håndtering, de har fået.
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST / Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST

Tidligt lørdag morgen fik politiet en anmeldelse fra en borger, der havde set en bil med en stor trailer køre rundt uden lys på i Grønhøj.

Det viste sig dog at være langt værre lovovertrædelser, føreren af bilen var i gang med.

På traileren stod der nemlig en større mængde solcellepaneler, som flere mænd i bilen havde stjålet fra en solcellepark, der er under opførelse tæt ved Kvosted vest for Løgstrup.

En af dem der er i gang med at opføre solcellerne, er Peter G. Nielsen, som er Construction Manager hos European Energy, og han er frustreret over tyveriet.

- Det er skrækkeligt og rigtig irriterende, og det kan ende med, at det bliver en stopklods for, at vi får produktionen op at køre, siger han.

I alt blev der stjålet 160 solcellepaneler, og ifølge medarbejderen svarer det til en værdi af cirka 200.000 kroner.

Stedet er Viborg Kommunes hidtil største solenergipark, der kommer til at brede sig over godt og vel 100 hektar.
Stedet er Viborg Kommunes hidtil største solenergipark, der kommer til at brede sig over godt og vel 100 hektar.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Ekstra overvågning

Det var klokken 05.30 lørdag morgen, at Midt- og Vestjyllands Politi sendte en hundepatrulje ud på adressen, og ifølge vagtchefen, Jesper Brøndum, fik hundene hurtigt en fornemmelse af, at der være flere gerningsfolk på spil.

I alt endte politiet med at anholde seks personer for at stjæle solcellerne, og selv om gerningsmændene nu er anholdt, så kan tyveriet få konsekvenser for fremtiden.

For det er faktisk anden gang på to uger, at der bliver stjålet solceller fra adressen.

- Vi skal nok til at have ekstra overvågning eller et vagtfirma, og panelerne kan jo ikke engang bruges af hr. og fru. Jensen, de kan kun bruges i større sammenhænge, forklarer Peter G. Nielsen.

Stedet var ellers sikret med et hegn, og derfor er han ærgerlig over, at der muligvis skal endnu mere sikkerhed til.

- Der er jo et hegn, der skal sikre, at folk ikke går ind til et elanlæg i drift, for vi skal jo ikke også hegne indenfor, for at folk ikke skal stjæle. Der skal også være lov og ret i Danmark, siger han.

Alle 160 solpaneler er i denne omgang fundet og leveret tilbage. Solcelleparken mangler dog stadig 70 paneler fra det tidligere tyveri.