Lars Friis vil fuldføre Viborg-aftale før skifte til AaB

Lars Friis fortæller, at han ingen tanker gør sig om at skifte til AaB, før hans kontrakt udløber i Viborg.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Lars Friis sagde mandag sit job som cheftræner i Viborg FF op for at skifte til samme stilling i AaB 1. august. Det afslørede klubberne tirsdag.

Friis har fuld fokus på at gøre sit arbejde i Viborg færdigt, selv om det ofte er kutyme, at de involverede klubber forhandler sig frem til, at skiftet kan ske med tidligere eller øjeblikkelig virkning.

- Jeg fuldfører min aftale, og så bliver alt det med AaB fra sommer, siger han i et interview med Viborg Stifts Folkeblad.

Han tilføjer, at han har al fokus rettet mod Viborg og først forholder sig til AaB til sommer.

Viborg-sportschef Jesper Fredberg mener dog ikke, at det er en optimal situation at have Friis som træner i foråret, når han efter sæsonen skifter til en ligarival.

Det sagde han til Ritzau tidligere tirsdag.

- Det er da klart, at vi skal have en træner, der er 100 procent committed til at stå i spidsen for vores hold, sagde Fredberg.

Men Friis understreger, at Fredberg ikke behøver at bekymre sig om hans engagement. Han vil give sig 100 procent for klubben hver eneste dag, lyder det.

- Klubben her i Viborg ved, hvad den får. Jeg vil motivere både spillere og stab hver dag, og jeg vil arbejde lige så knaldhårdt som hidtil. Jeg har ikke ændret mig over natten - det eneste nye er, at jeg fra sommer ikke længere skal være i Viborg, slår Friis fast.

Ritzau har forsøgt at træffe Lars Friis for uddybende kommentarer, men Viborg-træneren ønsker ikke at tale om jobskiftet før til sommer, da han ønsker at holde fuld fokus på Viborg.