Kvinde stjal ketchup, dressing og pølser i Bilka: - Jeg tænker simpelthen, at hun må være blevet sulten

En 34-årig kvinde blev onsdag aften grebet på fersk gerning, da hun prøvede at gå ud af Bilka i Viborg uden at betale for sine varer.

Det eneste den kvindelige butikstyv prøvede på at stjæle var en pakke Steff Houlberg pølser, ketchup og burgerdressing.
Det eneste den kvindelige butikstyv prøvede på at stjæle var en pakke Steff Houlberg pølser, ketchup og burgerdressing.
Foto: Mads Claus Ramussen/Ritzau Scanpix

Onsdag aften blev en kvinde på 34 år snuppet i et butikstyveri i Bilka i Viborg.

Varerne, hun forsøgte at slippe for at betale for, vidner om, at kvinden måske var taget afsted på tom mave.

- Jeg tænker simpelthen, at hun må være blevet sulten, og så har hun været ude for at stjæle en flaske Beauvais ketchup, Steff Houlberg pølser og en Bäncke burgerdressing, siger politikommissær Andreas Andersen fra Viborg Lokalpoliti.

Det var personalet i Bilka Viborg, der omkring klokken 23 havde grebet kvinden i at prøve at gå ud af supermarkedet uden at betale for varerne. De fik tilkaldt politiet, som sendte en patrulje ud til butikken.

Da politiet visiterede kvinden, fandt de ganske rigtigt, at hun var gået efter ketchup, dressing og pølser, der samlet set havde en værdi af blot 82 kroner.

- Det var det eneste, hun havde stjålet, siger politikommissær Andreas Andersen.

Kvinden blev kortvarigt anholdt og sigtet for butikstyveriet, og hun blev derefter bortvist fra forretningen. Hun kan nu se frem til at få en bøde for lovovertrædelsen. 

Et unormalt butikstyveri

Politikommissær Andreas Andersen forklarer, at det er noget af et særsyn for politiet at blive kaldt ud til et butikstyveri af den her type.

- Det er ikke så tit, at vi har nogle, der bare er inde for at stjæle ketchup og pølser, siger han.

Politiet ser oftere, at det er elektronik eller dyre fødevarer, der sælges videre, som tyvene går efter i supermarkederne. I andre tilfælde kan det være misbrugere, der prøver at stjæle alkohol, hvis det står fremme i butikken, fortæller politikommissæren.