Her er årsagen til stort politiopbud i Viborg: 43-årig mand fundet død på stationen

Politiet forsøgte at genoplive manden, men uden held. Hans pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Den 43-årige blev fundet i et læskur på perronen. Politiet arbejdede på stedet i fem timer med at sikre spor.
Den 43-årige blev fundet i et læskur på perronen. Politiet arbejdede på stedet i fem timer med at sikre spor.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Betjentene fra politiet i Viborg var de første til at nå frem, efter en forbipasserende havde slået alarm klokken 23.02 tirsdag aften.

I et læskur på perronen mellem spor 1 og 2 på Viborg Station fandt de årsagen til 112-opkaldet - en 43-årig livløs mand, der var fra Skive.

Politiet begyndte straks at give manden livreddende førstehjælp, men uden held. Kort efter ankom lægebil og ambulance, der kørte manden til hospitalet, hvor han blev erklæret død.

Det oplyser lokalpolitiet til TV MIDTVEST onsdag. Mandens pårørende er underrettet. Politiet arbejdede på stedet frem til klokken 04 i nat med at sikre eventuelle tekniske spor.

De mange blå blink vakte opsigt i området, hvor årsagen til politiopbuddet og afspærringen af jernbanebroen også blev diskuteret i Facebook-gruppen Vores Viborg.

Torsdag foretager retslægen ligsyn, hvor der formentlig vil blive klarlagt en dødsårsag.

Indtil da vil læskuret forblive afspærret, selvom politiet foreløbigt ikke har fundet noget mistænkeligt ved dødsfaldet, der skulle indikere, at der var sket en forbrydelse.