Har særlig telefon: Viborg er først på kinesisk medie

Viborg Kommune er som landets første gået på TikTok. Kommunen anerkender, at det ikke er uden udfordringer, når man bruger det kinesiskejede medie.

2:16
Viborg Kommune har indtil videre delt seks videoer på platformen.
Foto: Viborg Kommune

Et hoved, der kører i cirkler til musikken, eller en video, der forklarer de "fede ting" ved at være elev i Viborg Kommune.

Som landets første kommune har Viborg Kommune oprettet en konto på det sociale medie TikTok.

- Det er en fantastisk mulighed for at tale til en målgruppe, som vi i en længere periode har haft svært ved at nå, forklarer Emilie Dakhini, der er webkonsulent i Viborg Kommune.

I skrivende stund har kommunen indtil videre lagt seks videoer ud på den kommunale konto.

Det har dog langt fra været en nem beslutning at rykke ud på TikTok, forklarer kommunikationschef i Viborg Kommune, Rune Jungberg Pedersen.

- Vi har haft mange betænkeligheder. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er nogle ting (der bekymrer, red.).

Har særlig telefon

I december lød det fra FBI's direktør, Chris Wray, ifølge nyhedsbureauet AP, at TikTok "udgør en potentiel sikkerhedsrisiko". Det skyldes blandt andet, at platformen er kinesisk-ejet og derfor kan dele data med den kinesiske stat, sagde direktøren.

I Viborg har man blandt andet forsøgt at imødekomme eventuelle eventuelle sikkerhedsrisici ved at indføre en særlig telefon, der kun bruges til TikTok og ikke har kontakt med kommunens øvrige systemer.

Kommunen har en særlig telefon, der kun bruges til TikTok.
Kommunen har en særlig telefon, der kun bruges til TikTok.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Rune Jungberg Pedersen erkender, at kommunen ikke har haft de sidste overvejelser i forhold til kommunens brug af den kinesisk-ejede platform.

Kommunikationschefen understreger dog, at flere andre danske myndigheder allerede er på TikTok. Det gælder blandt andet for Rigspolitiet, der har flere end 100.000 følgere.

- Vi har taget alle de forholdsregler, vi kan tage. Og så håber, vi at det bliver en succes, lyder det fra kommunikationschefen.

Han fortæller desuden, at flere andre kommuner har udvist interesse for at følge i den midtjyske kommunes fodspor.

Repræsentanter fra TikTok har gentagne gange understreget, at virksomheden ikke deler brugernes data.

- Vi deler aldrig brugerdata. Punktum, lød det eksempelvis fra TikTok-direktøren Vanessa Pappas, da hun skulle forklare sig for det amerikanske senat i september 2022.