Åben mund går viralt: Tandlæger lokker personale til ved hjælp af TikTok

Tandlægekæden, Smil med Østergaard, har ingen problemer med at skaffe ansatte, efter en TikTok-video får klinikken mange henvendelser.

1:54
Indtil videre er tandlægekædens mest sete video blevet vist godt 36 millioner gange på TikTok.
Foto: Tandlægerne Smil med Østergaard

Det kan være rigtig svært at lokke læger og tandlæger til Midt- og Vestjylland.

Men tandlægekæden, Smil med Østergaard, har knækket koden til at tiltrække flere medarbejdere.

Tandlægekoncernen har nemlig ansat Maja B. Schou som marketingkoordinator på fuldtid, og hun laver en masse videoer af tænder og teknikker.

- Jeg lægger videoer op på det sociale medie TikTok, og jeg tager billeder af klinikkerne, fortæller marketingskoordinatoren.

En af hendes videoer, som hun har lavet for tandlægekæden, er indtil videre blevet vist godt 36 millioner gange på TikTok.

Maja B. Schou fra Skive tror, videoerne virker, fordi de giver et blik ind i en ellers ukendt verden.
Maja B. Schou fra Skive tror, videoerne virker, fordi de giver et blik ind i en ellers ukendt verden.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Nødvendig investering

Tandlægekæden havde tidligere problemer med at skaffe arbejdskraft, men efter et aktivt brug af de sociale medier er problemet løst, og kæden har netop passeret medarbejder nummer 100.

Og det skyldes arbejdet på de sociale medier, oplyser Nadia Østergaard, der er indehaver af Smil med Østergaard.

- Vi fandt ud af, at det desværre ikke er nok at lave rigtig pæne jobopslag, for de unge mennesker går ikke op i det, de går i stedet op i videoer, forklarer indehaveren og tilføjer:

- En af vores unge tandlæger fandt os faktisk gennem videoerne.

Maja B. Schou håber på, at videoerne giver et godt indblik i, hvad arbejdet som tandlæge, klinikassistent eller tandplejer indebærer.

Det er en af videoerne, som marketingskoordinatoren har delt på TikTok.