Vestjyske "sko" går viralt - flere end fire millioner har set dem

Videoen er resultatet af en tømmermændstur i Bilka, men er nu set i det meste af verden.

Hovedparten af videoen foregår ved Bilka i Viborg.
Hovedparten af videoen foregår ved Bilka i Viborg.
Foto: Privatfoto

Hvad får man, hvis man kombinerer Bilka-brød, en Dewalt-maskine og et par unge vestjyder med tømmermænd?

Svaret kan i hvert fald være en video, der bliver delt vidt og bredt. 

Det kan 18-årig Martin Buchhave fra Vemb og hans 19-årige kammerart Mads Kattenhøj konstatere, efter de to ungersvende for nylig lagde en video på platformen TikTok.

I videoen laver vennerne et par sko ud af to franskbrød fra Bilka ved hjælp af en Dewalt-maskine. Efterfølgende bliver de blandt andet testet på parkeringspladsen ved Bilka i Viborg.

På mindre end to uger har den korte video nu fået mere end 4,5 millioner afspilninger og næsten 300.000 likes.

- Det er lidt et uoverskueligt tal. Det er virkelig mange mennesker, lyder det fra Martin Buchhave, der har uploadet videoen på den populære platform. 

Mads Kattenhøj (t.v.) og Martin Buchhave har været venner siden barndommen.
Mads Kattenhøj (t.v.) og Martin Buchhave har været venner siden barndommen.
Foto: Privatfoto

Minimalt madspild

TikTok er et socialt medie, hvor man som bruger kan lave og dele videoer på op til 60 sekunder.

Videoen foregår typisk til musik. Og det er også tilfældet i den vestjyske video, hvor "skoene" bliver lavet og gået i til sangen "edamame".

- Vi har fået lidt forskellige reaktioner. Nogle synes, at det er noget svineri, og andre synes, det er skide sjovt, lyder det fra Martin Buchhave.

Vestjyden, der til daglig er tømrerlærling, understreger, at mængden af madspil er blevet holdt på et minimum, da de udgåede sko efterfølgende gik til hunden. 

Idéen til brødskoene kom ifølge Martin Buchhave til de to barndomsvenner, da resterne af en fest i kroppen sendte dem i Bilka for at pleje tømmermændene. 

- Vi så, at franskbrød var utroligt billigt, lyder det fra Martin Buchhave.

Og her fra gik det øjensynligt stærkt. De delte en længere video af skoene med en kammerart, men endte hurtigt med klippe videoen til og lægge den på TikTok, hvor særligt amerikanerne har fået øje på de jyske brødsko.

Succesen får dog ikke den unge tømrerlærling til at ændre på sine karriereplaner.

- Det er ikke noget, vi har tænkt os at køre videre på, slutter han med et grin.