Fra rampelyset til kulissen: Dansepar fra Karup knokler videre

Verdens mest vindende dansepar stoppede deres professionelle karriere sidste år, men det har ikke givet parret mindre travlt.

Ashli Williamson og Bjørn Bitsch er glade for deres nye liv sammen med lille Tiana Rose.
Ashli Williamson og Bjørn Bitsch er glade for deres nye liv sammen med lille Tiana Rose.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

I Karup bor Ashli Williamson og Bjørn Bitsch. De er både dansepar og ægtepar. I 17 år har de danset professionelt på konkurrenceplan, og det har resulteret i ikke mindre end 10 VM-titler. For et år siden indstillede de deres professionelle karriere, og siden da er familien gået fra to til tre personer med deres datter Tiana Rose.

- At være forældre er det absolut fedeste. Man er jo forelsket 24/7 og total euforisk. Hun er bare det skønneste, siger Bjørn Bitsch.

For Ashli Williamson er der ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning at stoppe med at konkurrere nu.

- Efter vi har fået hende, tænker vi jo ikke, at vi hellere ville have haft en guldmedalje mere, siger hun.

Et nyt liv i kulissen

Selvom om parret ikke længere selv er konkurrencedansere, så var de i weekenden at finde til EM i 10-dans i Aarhus. Her var parret for første gang med til at arrangere konkurrencen.

- At stå bagved var meget, meget anderledes. Det kriblede lidt – især da vi kom til finalerne og hørte god musik. Der kunne man godt tænke sig selv lige at hoppe med en enkelt dans eller to, siger Bjørn Bitsch.

For parret betyder et farvel til at danse konkurrencer, at der nu er tid til at opleve danseverdenen fra andre vinkler.

- Vores rolle inden for dans har ændret sig, fordi nu er vi dommere og underviser næste generation af dansere både i udlandet og i vores dansestudie i Aarhus. Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for os, siger Ashli Williamson.

Udover at arrangere dansekonkurrencer og undervise driver parret også Borbjerg Mølle Kro & Hotel, og med en baby på armen er der derfor nok at se til.

- Vi har faktisk ikke fået mindre travlt af at stoppe med at konkurrere. Vi har bare taget den tid, vi brugte på træning, og flyttet den over på andre ting. Men vi kan godt lide at have travlt, siger Bjørn Bitsch.