Vil ikke vente på klagesag: Kommune kræver byggeaffald fjernet fra plantage

En klage fra plantagens ejer har ikke opsættende virkning, oplyser Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det er byggeaffald som dette, man kan finde i Rind Plantage.
Det er byggeaffald som dette, man kan finde i Rind Plantage.
Foto: Privat

Nu skal de flere hundrede tons knust byggeaffald, der er blevet brugt til veje i Rind Plantage i Herning Kommune, fjernes.

Det besluttede et flertal i kommunens teknik- og miljøudvalg på et møde mandag.

- Vi vil ikke have byggeaffald til at ligge i vores skove i Herning kommune, siger udvalgets formand, Joan Hansen (V), til TV MIDTVEST.

Dermed fastholder udvalget sin oprindelige beslutning om, at plantagens ejer skal fjerne byggeaffaldet - til trods for, at ejeren har klaget over beslutningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kommunen havde oprindeligt krævet, at affaldet skulle være fjernet den 15. april, men det skete ikke, da ejeren klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet i håb om, at klagen ville få opsættende virkning - så affaldet ikke skulle fjernes, så længe sagen kører.

Nu har nævnet imidlertid meddelt, at klagen ikke har opsættende virkning, og det fik så udvalget til at endnu engang at kræve affaldet fjernet.

Joan Hansen siger, at ejeren nu vil få et påbud og eventuelt en indskærpelse om at fjerne affaldet.

- Men hvorfor afventer I ikke udfaldet af klagesagen?

- Det gør vi ikke, fordi det var vores oprindelige beslutning, at affaldet skal væk. Og da klagen ikke har opsættende virkning fastholder vi vores beslutning, siger Joan Hansen.

Byggeaffaldet stammer blandt andet fra renoveringen af almene boliger i Herning og skulle blandt andet indeholde murbrokker, stikdåser og plastikrør.

Vi har her til eftermiddag forsøgt at få fat i bestyrelsesformanden for Rind Plantage ApS, men han er endnu ikke vendt tilbage.