Fest og lykkelige lokale: Nu stopper toget endelig i Sparkær

Efter mange års kamp stopper toget igen på stationen i Sparkær.

2:14
Smilet var stort hos Kristian Olesen, da Sparkær søndag kunne indvie sit nye trinbræt.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Flaget var hejst, hornorkesteret var inviteret, og der var pølser, øl og kaffe til alle i Sparkær i dag. 

- Det er simpelthen en festdag, siger Lene Riis, som er sygeplejerske og bor tæt på den lille by mellem Skive og Viborg. 

I dag standsede toget nemlig for første gang i Sparkær, efter at den i 48 år er kørt lige forbi. 

- Det er jo en form for danmarkshistorie, at der bliver lavet et stop i en lille by – det er jo mest nedlægning, vi har. Så vi er ved at lave en ny trend nu, siger Kristian Olesen, som er én af de lokale kræfter. Han og de fire andre i "toggruppen" har kæmpet for et trinbræt i byen siden 2019. 

Det var en stor lettelse, da toget endelig stoppede i Sparkær.

En lang, sej rejse 

Togstationen i Sparkær stod første gang klar i 1864. Men i 1979 blev stoppet nedlagt. I 2017 åbnede en ny mulighed for at få trinbrættet tilbage, så de blå Arriva-tog igen ville gøre holdt i Sparkær. 

- I 2019 var der stadig ikke sket det vilde, og så nedsatte vi en toggruppe og gik i gang. Der håbede vi, at togstoppet var her i 2020, fortæller Kristian Olesen. 

Men planerne blev udskudt til 2021.

Så til 2022.

Så til 2024. 

Og så tilbage til 2022. 

I dag kunne Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, så endelig klippe den røde snor over. 

0:16
Det var længe ventet, da Viborgs borgmester i dag officielt åbnede det nye trinbræt i Sparkær.

-  Jeg har været borgmester i fem år, og det har jo været på budgettet i mange år inden det. Vi har kæmpet i lang tid for at få det igennem, og nu er det endelig lykkedes, siger Ulrik Wilbek, som var én af de første passagerer, som tog toget til den lille landsby.

- Det er en dejlig dag. Alle er glade, siger han og roser især "toggruppen":

- Her er en gruppe mennesker, som har været meget pragmatiske og tålmodige, ikke ude med bål og brand, men stille og roligt, tålmodigt og vedholdende arbejdet for det her, og det er lykkes, siger borgmesteren. 

Kristian Olesen, der er en af de bærende kræfter, kan heller ikke lægge skjul på, at han er stolt. 

- Man bliver sgu helt rørt over alle de folk, som klapper en på skulderen. Det har været en helt speciel dag. Det har det for os alle sammen, siger han. 

- Det har fyldt rigtig meget, og indtil de begyndte at bygge herude, har der også været rigtig meget skepsis. Men det blev til noget, og det er fedt. Hold kæft, det er fedt, siger Kristian Olesen. 

Hurtigt ind til byen 

Næsten hele byen var mødt op for at fejre, at trinbrættet endelig er blevet en realitet. 

Flere af dem påpegede, at de glæder sig til at kunne komme hurtigere ind til de større byer omkring Sparkær. 

Før skulle man med bil eller bus til eksempelvis Viborg og Skive. Til Viborg tog dén tur før 35 minutter, men fra i dag kan den klares på otte. 

Det kommer Lene Riis til at nyde i fremtiden, fortæller hun. 

- Jeg arbejder inde på Viborg Sygehus på børne- og ungeafdelingen, og jeg vil håbe, at jeg kommer til at tage toget derind fremover. Det er bæredygtig og godt at tage toget, så det vil jeg gerne.

Også Marianne Barrets er sikker på, at togmuligheden vil blive brugt. 

- Jeg kommer temmelig sikkert til at bruge det. Man kan hurtigt komme ind at spise i byen uden at skulle spekulere på, at man skal kunne køre hjem. Jeg har også unge mennesker, der er under uddannelse, som tit er i Viborg i den forbindelse, og de kommer til at bruge det fremover. Så vi skal til at undersøge månedsbilletter og så videre. Så det er en stor dag, det er det virkelig det. Det er dejligt det her, siger hun. 

En fremtidssikring

Muligheden for at komme hurtigt rundt skal være med til at fremtidssikre byen, siger Kristian Olesen fra 'toggruppen'. 

- Jeg er næsten sikker på, at det vil komme til at betyde, at byen bliver mere attraktiv at flytte til. Vi har billige byggegrunde og et kanon sammenhold – det er bevist i dag – og vi har nogle specielle ting herude i de små samfund, især i Sparkær, og det tror jeg godt, vi kan lokke nogle flere folk ud til, siger Kristian Olesen. 

- Vi har en skole, som har været lukningstruet nu her, og det er jo det, vi skal vise de næste år, at det er på sin plads, at den har fået lov at blive stående, siger han. 

Toget kommer til at køre hver time fra Sparkær, og for Kristian Olesen personligt betyder det, at han får mere "frihed".

- Jeg kommer til at slippe for at køre forældretaxa, og det bliver helt vildt, griner han.