Får spritnye cykler: Skoleklasse fra Viborg vinder landsdækkende konkurrence

De 23 elever fra Nordre Skole i Viborg kan cykle videre med stil på deres præmie - spritnye cykler til hele klassen.

0:45
Det var en glad klasse, der stillede op til fotografering fredag morgen.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Fredag morgen i 5.B’s klasseværelse på Nordre Skole i Viborg blev en del mere mindeværdig end så mange andre morgener. Klokken 9 bankede det på, og ind strømmede det med mennesker, flag, kage, medaljer, præmiecheck og pressefolk.

Femteklassen har nemlig vundet den landsdækkende cykelkonkurrence 'Alle Børn Cykler', der er arrangeret af Cyklistforbundet sammen med Jyske Bank og Novo Nordisk. Præmien? Jo, det er såmænd cykler til hele klassen og deres klasselærer, og det var bestemt noget, der kunne bruges.

- Det er mega fedt. Vi blev virkelig så overrasket, siger Frederik Yding Edward Rasmussen, der som elev har været med til at cykle præmien hjem til klassen.

Styrkede klassens sammenhold

Konkurrencen foregik i de to første uger af september, og jo flere dage eleverne cyklede i perioden, desto større var chancen for at vinde den landsdækkende cykeldyst. For at bakke op om brug af cykelhjelm, har cykling med hjelm givet dobbelt point.

- Jeg tænkte, at det var fedt, fordi der var noget, jeg kunne vinde. Det gav lige lidt ekstra, siger Frederik Yding Edward Rasmussen.

Han fortæller, at det også gjorde noget rigtig godt for klassens sammenhold at være med i konkurrencen.

- Det har været sjovt, og vi har snakket noget om det i frikvarterne. Men vi havde ikke regnet med at vinde det, for det var jo i hele Danmark.

Klassen blev overrasket fredag morgen.
Klassen blev overrasket fredag morgen.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

De 23 elever fra Viborg-skolen har vundet konkurrencen foran flere 90.000 andre skoleelever. Klassen cyklede sammenlagt 276 dage, og alle brugte hjelm hver dag.

Den bedrift gør bestemt også indtryk på Inger Larsen Ørbæk, der er formand for Cyklistforbundet i Viborg. Hun var med til at overraske eleverne fredag morgen.

- Det er jo en fantastisk dag. Så er det jo skønt at være aktiv i cyklistforbundet, når man får mulighed for at være med til sådan noget, siger hun.

Det er disse to cykler, eleverne kan vælge imellem.
Det er disse to cykler, eleverne kan vælge imellem.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Eleverne skal nu vælge, om de vil have en mountainbikecykel fra MBK eller en cykel fra Centurion, og det valg har Frederik Yding Edward Rasmussen allerede taget. Han har valgt moutainbiken.

- Jeg fik godt nok en for fire måneder siden, men jeg kan altid bruge en til, siger han og smiler stort.

Sidste år var det faktisk også en skoleklasse fra Viborg, der vandt konkurrencen. Dengang var det 2.C fra Finderuphøj Skole.