Skoleelever fra Viborg vinder cykler til hele klassen

På Finderuphøj Skolen i Viborg har to klasser gjort en særligt stor indsats under kampagnen Alle Børn Cykler. Fredag morgen var der præmier til eleverne.

2.C på Finderuphøj Skolen i Viborg blev fredag morgen overrasket med nyheden om, at de har vundet nye cykler til alle elever og klassens lærer.
2.C på Finderuphøj Skolen i Viborg blev fredag morgen overrasket med nyheden om, at de har vundet nye cykler til alle elever og klassens lærer.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Eleverne fra 2.C på Finderuphøj Skole i Viborg fik sig fredag morgen noget af en overraskelse. De har nemlig vundet splinternye mountainbikes til alle klassens elever og deres klasselærer.

- Det er virkelig vildt, jeg havde aldrig troet, vi kunne gøre det. Jeg er glad på vores klasses og vores lærers vegne, siger Agnes Kjærsgaard, som går i 2.C på Finderuphøj Skole.

Næsten 100.000 skoleelever deltog, da Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler løb af stablen i starten af september. I 2.C på Finderuphøj Skole nåede klassen op på sammenlagt 233 cykeldage - det vil sige, at der blev cyklet til og fra skole i alt 233 gange i løbet af de to uger, kampagnen stod på.

Jo flere cykeldage en klasse når op på under kampagnen, jo større sandsynlighed har de for at vinde hovedpræmien. På den måde får klassen nemlig flere lodder i puljen, og vinderen findes ved lodtrækning.

6.A vinder kommune-konkurrence

Det er første gang, at en klasse i Viborg Kommune vinder hovedpræmien.  Kommunen har deltaget i kampagnen, siden den startede i 2002.

Agnes Kjærsgaard fra 2.C synes, at det giver god mening at tage cyklen til skole.

- Det er godt at cykle i den her tid, for biler forurener. Jeg cykler næsten hver dag, siger hun.

Det er ikke kun 2.C, der har været flittige til at hoppe på jernhesten på det seneste. Sideløbende med den nationale kampagne har Viborg Kommune nemlig også en konkurrence, hvor de kårer den klasse i kommunen, der har flest hjelm- og cykeldage.

Vinderen af den mere lokale konkurrence blev 6.A, også på Finderuphøj Skole. Derfor vinder hele klassen nu billetter til svømmehallen og en bevægelseskasse med blandt andet bolde og inspiration til aktiviteter i skolegården.

Cyklistforbundet har 36 samarbejdskommuner, der bakker op om kampagnen, og ud af landets fem regioner kom Region Midtjylland på andenpladsen - i alt 22.440 elever fordelt på 1.052 klasser var med.