Efter brand i restaurant: Nu er årets nytårssalg reddet

Fastfood-restauranten Sunset Boulevard i Viborg er igen klar til at tage imod kunder, efter en hård nat.

Brandvæsnet måtte i går rykke ud til branden.
Brandvæsnet måtte i går rykke ud til branden.
Foto: Peter Erfurt

Det kunne næsten ikke ske på et værre tidspunkt, da der søndag eftermiddag gik ild i et ventilationsanlæg hos restauranten Sunset Boulevard på Holstebrovej i Viborg.

Selvom branden ikke rigtigt fik fat i selve restauranten, så udviklede den alligevel så meget røg, at kunderne måtte evakueres og butikken lukkes. Nu skulle der handles hurtigt for at redde årets nytårssalg den 1. januar, fortæller indehaver og franchisetager Kasper R. Nielsen.

- Der er blevet arbejdet på højtryk, og det var mest tale om røgskader og sodskader. Allerede efter en time havde vi skadeservice ude, og de startede rengøringen. Vi har haft flere medarbejdere inde, og der er mange der har hjulpet langt henad natten, fortæller han.

Restauranten er derfor igen klar til at servere fastfood, og det i god tid inden nytårsdag.

Kender ikke årsagen

De mange hjælpende hænder har både hjulpet med rengøring og på at gøre restauranten klar igen. Blandt andet blev flere varer skadet af røg og sod, og de måtte derfor kasseres.

- Det er træls, at det skulle ske. Man vil bare gerne drive sin butik, siger Kasper R. Nielsen.

Han kender endnu ikke den præcise årsag til branden, da deres servicefolk umiddelbart ikke kunne finde fejl i systemet.

- Så snart vi kommer over på den anden side af den 1. januar, så skal vi have undersøgt det nærmere. For nu kan vi godt fortsætte driften. Kunderne kommer ikke til at mærke det store, udover at her kan lugte lidt oset, slår han fast.