Drøm går i opfyldelse: Michael på vingerne med elskerinden fra garagen

I 24 år har Michael Schrøder bygget på en maskine, der skulle bringe ham på vingerne i luften. Nu er det endelig lykkedes at fuldende projektet.

Michael Schrøder foran sit lille fly.
Michael Schrøder foran sit lille fly.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Siden 1997 har Michael Schrøder haft noget i garagen, der trak rigtig meget i ham. Så meget at det har fået skyld for lidt af hvert.

- Min forrige kone kaldte den elskerinden, fordi jeg både brugte mere tid og flere penge på den end på hende, fortæller Michael Schrøder med et skævt smil.

Men nu - en kvart million kroner og godt 3000 arbejdstimer senere - er hans drøm og garageprojekt blevet til virkelighed.

- Det er en ubeskrivelig fed følelse. Det er så fedt, lyder det fra ham.

Flyvemaskinen tog form

TV MIDTVEST mødte Michael Schrøder første gang i 2012, og det var her, han viste os sin lidenskab i en garage i Finderup ved Viborg.

Projektet var ikke færdigt, men allerede dengang var det tydeligt, at en flyvemaskine var ved at tage form.

Michael Schrøder mens han byggede på flyet hjemme i garagen.
Michael Schrøder mens han byggede på flyet hjemme i garagen.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

- Jeg har hele tiden troet på det. I perioder har den været dum, og jeg har hadet den, når den har drillet, men så har jeg løst problemerne og er vendt tilbage til den, fortæller den vedholdende mand.

Michael Schrøder er ansat ved flyvevåbenet, og det var her, han fik sin interesse for at flyve. Men det er også et job, der har bragt ham vidt omkring. Og hver gang han har været udstationeret, har det vigtigste været, om der var en stor garage eller en hangar, han kunne benytte. Den mere eller mindre færdigbyggede flyvemaskine har således fulgt ham rundt i Europa, så længe den var til at transportere.

Næsten uden frygt

De seneste år har Michael Schrøder været udstationeret i Tyskland, men flyveren har stået i en hangar i Skive Lufthavn. Da vi mødte ham igen i april 2020, var flyvemaskinen næsten klar og færdig til at flyve. Det var svært for den ellers tålmodige og vedholden flybygger at vente på flytilladelse og registreringsattest.

- Det er fristende, men det går jo ikke. Man får jo heller ikke ros for at køre uden nummerplader, påpeger han.

Det er ikke helt ualmindeligt at bygge et fly selv, men langt de flest bliver købt som et samlesæt, hvor man så selv samler delene. Sådan er det ikke med Michaels fly. Her er alt bygget i hånden.

- Så ved man jo, at det er lavet ordentligt, pointerer han. Men det var ikke kun for at få godt 3000 timer til at gå i diverse garager, han gav sig i kast med projektet.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få den ud af flyve. Det har været sjovt at bygge den, men det er jo også for at flyve i den.

0:15
I 2021 kunne Michael Schrøder endelig komme i luften med sit lille, hjemmebyggede fly.

Nu skal den lille maskine, der kan flyve op til 370 kilometer i timen, testes og vise, hvad den kan. Ved roret sidder en glad og stolt mand - næsten uden frygt.

- Bange? Nej. Nervøs? Ja! Det er jo uprøvet grund. Der er ikke to, der er ens. Jeg ved ikke, hvad den kan, så den skal behandles med respekt, forklar Michael Schrøder.

Han forventer dog, at der nok vil gå et stykke tid, før han får nogen fra sin familie med op at flyve.