Det kunne være gået helt galt: Pansret mandskabsvogn bakker over personbil

En personbil og en af Forsvarets pansrede mandskabsvogne har tirsdag morgen været involveret i et færdselsuheld.

Det var et held, at der ikke skete noget, da mandskabsvognen bakkede henover personbilen.
Det var et held, at der ikke skete noget, da mandskabsvognen bakkede henover personbilen.
Foto: Jesper Hesselberg, Midtjysk Brand & Redning

En pansret mandskabsvogn kom kort før klokken halv otte tirsdag morgen trillende ad Egebjergvej ved Vridsted. Vognen var dog kørt forkert og satte derfor i bakgear.

På grund af de mildt sagt dårlige orienteringsmuligheder i den tætlukkede vogn, kunne militærets ansatte ikke se, at der bagved dem holdt en yngre kvinde i en personbil.

MPV'en bakkede et godt stykke over den holdende bil. 
MPV'en bakkede et godt stykke over den holdende bil. 
Foto: Jesper Hesselberg, Midtjysk Brand & Redning

- De kommer heldigvis i meget lavt tempo, siger indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning Jesper Hesselberg.

Kvinden i bilen kunne dog ikke nå at bakke, hvilket resulterede i, at mandskabsvognen bakkede hen over Toyotaen.

- Heldigvis kom kvinden ikke noget til, men jeg vil kategorisere bilen som totalskadet, siger Jesper Hesselberg.

Både kvinden og Forsvarets personale har det godt efter uheldet.

Bilen er totalskadet efter mødet med den pansrede mandskabsvogn. 
Bilen er totalskadet efter mødet med den pansrede mandskabsvogn. 
Foto: Jesper Hesselberg, Midtjysk Brand & Redning