DAT stopper alle flyvninger til Karup indtil januar

Flyselskabet angiver manglende corona-hjælp som årsag til det drastiske skridt.

DAT fly Midtjyllands Lufthavn
Foto: Thorbjørn Brunander Sund

Coronakrisen får nu flyselskabet DAT (Danish Air Transport) til at skære kraftigt i sine indenrigsflyvninger, og det betyder blandt andet, at alle ture mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København indstilles - foreløbigt indtil 2. januar.

- Vi beklager stærkt de gener, som dette vil medføre for vores passagerer, siger DAT-direktør Jesper Rungholm i en pressemeddelelse.

Direktøren angiver manglende hjælp under corona-nedlukningen som årsag til det drastiske skridt. Han henviser til, at EU Kommissionen underkendte den støttepakke, som Folketinget vedtog i juni.

- Vi blev lovet en støtte til indenrigsflyvning med tilbagevirkende kraft fra 1. august og agerede efter dette, men vi fik bare en lang – meget lang – næse, siger han.

DAT stoppede i marts alle sine indenrigsflyvninger, da coronakrisen fik passagertallene til at rasle ned. Flyvningerne blev genoptaget i august, men nu er der altså ingen lukket for indenrigstrafikken til og fra Karup.

Jesper Rungholm oplyser i pressemeddelelsen, at DAT stod til at få cirka syv millioner kroner i støtte alene i august og lidt mindre i september. Men selskabet fik aldrig pengene.

- Det er ikke muligt for et lille selskab som DAT at bære disse tab på ruterne, og derfor må vi desværre lukke ned til et minimum, mens vi venter på bedre tider. 

- Jeg er ekstremt skuffet over dette forløb og den arrogance som EUkommissionen optræder med overfor yderområderne af Danmark. Åbenbart er Vestjylland eller Bornholm bare ikke særligt vigtige, når man sidder i Bruxelles, siger DAT-direktøren.