Brandmand fortæller: Det værste er, når nogen dør

Det er ikke altid en dans på roser at være frivillig brandmand, men Steen Andersen har ikke tænkt sig at stoppe.

Steen Andersen frygter at komme ud til dødsfald.
Steen Andersen frygter at komme ud til dødsfald.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Han kan risikere pludselig at skulle smide alt, hvad han har i hænderne, hvis han bliver kaldt ud til alt fra brande til trafikuheld.

Selvom Steen Andersen elsker sit arbejde, så indrømmer han gerne, at det kan være hårdt.

- Jeg har prøvet et par dødsfald, og det var ikke så sjovt. Det er aldrig sjovt, når der er mennesker, der er kommet til skade, fortæller han.

Steen Andersen er brandmand i Karup. Det betyder, at når han er på vagt kan han ikke forlade byen, for så skal han kunne være klar med det samme, hvis han bliver tilkaldt. Men selvom det er hårdt, så har han ikke tænkt sig at stoppe.

- Jeg gør det for at hjælpe, slår han fast.

Få i byen

De fleste der arbejder som frivillig brandmand har et andet arbejde ved siden af. Steen Andersen arbejder til daglig hos Karup Kartoffelmelsfabrik, og det kræver forståelse fra arbejdsgiveren, hvis han pludselig skal ud ad døren.

Det er dog nødvendigt, for de er ikke mange, der kan køre i arbejdstiden.

- Det er svært at få folk hernede, der kan køre i dagtimerne. Der er ikke så mange virksomheder, der ligger her i Karup, så der er vi presset. Folk pendler jo i dag. Det kræver, at man arbejder og bor her, når man skal være på vagt, siger han.

Steen Andersen har fået opgaven med at lære vores vært Katrine Fuglsang, hvordan man er brandmand. Se hvordan det går i forpremieren herunder.

28:52
Fotograf Morten Thomsen har endnu engang lokket TV MIDTVEST’s yngste studievært til at ta’ imod en ny jobudfordring. Denne gang skal hun i lære hos Steen Andersen, som er brandmand i Karup.