4.500 dyr ramt af fugleinfluenza

For fjerde gang er der udbrudt fugleinfluenza i en fjervildtbesætning i Løvel nord for Viborg. I morgen bliver flere tusinde vildænder og fasaner aflivet.

Farmen i Løvel nord for Viborg.
Farmen i Løvel nord for Viborg.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

3000 fasaner og 1500 vildænder står til at blive slået ihjel i morgen tidlig efter fund af fugleinfluenza på vildtopdrætter Ole Jensen Vorres farm i Løvel nord for Viborg.

- Selvfølgelig skal de slås ihjel. De skal bare væk, lyder det fra Ole Jensen Vorre.

Det er ikke første gang, at han står i den triste situation. Nytårsdag i år måtte han nemlig slå sin besætning på 9000 fjervildt ihjel, efter han for tredje gang siden 2006 kunne konstatere smitte.

I går blev sygdommen så bekræftet for fjerde gang, da prøver fra flere døde fugle viste positiv for fugleinfluenza, efter analyse hos Statens Serum Institut.

Når først der begynder at komme to det samme år, så bliver det lidt tæt på hinanden, siger Ole Jensen Vorre mandag formiddag og anslår:

- Der er nok allerede 500 døde.

IMG_0442
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

3 kilometers beskyttelseszone 

Fødevarestyrelsen vil med støtte fra Beredskabsstyrelsen tirsdag gå i gang med at aflive de omkring 6000 fugle på farmen for at undgå yderligere smittespredning. Ole Jensen Vorre tror det kommer til at tage to dage.

Desuden har Fødevarestyrelsen oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers restriktionszone rundt om den smittede besætning. Inden for zonerne er det blandt andet forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, med mindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. 

Fugle her er dem, der er blevet taget prøver af.
Fugle her er dem, der er blevet taget prøver af.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST


Ejerne af fjerkræ inden for zonerne skal derudover holde dyrene isoleret og beskyttet mod kontakt til andre dyr, herunder vilde fugle. Alle fjerkræejere i 3 km-zonen skal desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

- Sygdommen er derude, og betyder, at alle, der har med fjerkræ at gøre, skal gøre, hvad de kan, for ikke at slæbe smitte ind til deres dyr, siger Charlotte Vilstrup, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Der er tale om det fjerde udbrud af fugleinfluenza i Danmark siden november.