37-årig udleveres til Frankrig - er sigtet for menneskesmugling og uagtsomt manddrab

En 37-årig familiefar fra Viborg, som er sigtet for menneskesmugling og uagtsomt manddrab, skal nu retsforfølges i Frankrig.

Kendelsen er blevet afsagt ved Retten i Viborg.
Kendelsen er blevet afsagt ved Retten i Viborg.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Mandag eftermiddag faldt afgørelsen ved Retten i Viborg: En 37-årig mand fra Viborg skal retsforfølges i Frankrig.

Det står klart efter retten har afsagt kendelse i sagen mandag. 

Den 37-årige er en af de hovedmistænkte i en stor sag om menneskesmugling og uagtsomt manddrab. Sagen begyndte natten mellem 26. og 27. oktober sidste år, hvor fire bådflygtninge omkom i forsøget på at sejle over den engelske kanal fra Nordfrankrig til England.

På båden var der også 15 overlevende migranter, som blev afhørt af franske myndigheder, da de blev reddet i land i Dunkerque.

Har siddet varetægtsfængslet

Sagen blev offentlig kendt, da det i slutningen af juni kom frem, at den 37-årige, der på det tidspunkt var 36, skulle varetægtsfængsles på baggrund af det franske udleveringsønske. 

Ved den lejlighed forklarede anklager Niclas Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at den nu 37-årige fra Viborg skulle være en af hovedmændene i en organiseret gruppe, der smugler mennesker fra Nordfrankrig til England. En information, der kom fra en af de overlevende bådflygtninge.

Viborgenseren har tidligere nægtet sig skyldig med den begrundelse, at han slet ikke var til stede i Frankrig, da ulykken skete.

Men nu har Retten i Viborg altså vurderet, at han skal udleveres til retsforfølgelse i Frankrig.

Den 37-årige har siddet varetægtsfængslet i siden 23. juni. Siden da er arrestordren blevet oversat til fransk til dansk, og der er altså det nødvendige juridiske grundlag for at udlevere ham.

Den 37-årige kærede kendelsen til landsretten på stedet. 

Dermed skal landsretten nu tage stilling til sagen.