22-årig bliver ny folketingskandidat efter Pihl

Når Venstre i Viborg om en uge vælger folketingskandidater, bliver det unge Frederik Houmann Thuesen, der skal forsøge at løfte arven efter Kristian Pihl Lorentzen.

Venstres Frederik Houmann Thuesen bliver kandidat i Viborg Øst-kredsen, hvor Kristian Pihl Lorentzen i mange år var valgt.
Venstres Frederik Houmann Thuesen bliver kandidat i Viborg Øst-kredsen, hvor Kristian Pihl Lorentzen i mange år var valgt.
Foto/Grafik: Flemming Jeppesen, Viborg Kommune, Philip Davali/Ritzau Scanpix og Claus Klok, TV MIDTVEST

Han løftede sløret allerede i efteråret - at hans ambition var at blive kandidat til Folketinget - og gerne ved næste valg.

Og nu sker det.

På et opstillingsmøde tirsdag i næste uge skal Venstre vælge, hvem der skal være partiets folketingskandidater i henholdsvis Viborg Vest- og Viborg Øst-kredsen.

22-årige Frederik Houmann Thuesen bliver uden de store problemer kandidat i Øst-kredsen, hvor Kristian Pihl Lorentzen i mange år var valgt, for den unge midtjyde er den eneste, der stiller op.

- Jeg brænder for mit lokalområde, så min ambition er at blive Viborg Kommunes repræsentant i Folketinget. Men jeg vil også gerne være ham, som kan tale på vegne af hele landsdelen, siger Frederik Houmann Thuesen.

Den unge statskundskabsstuderende venstremand er ikke ny i politik. Han har været lokal VU-formand og har siden januar 2022 været byrådsmedlem i Viborg Kommune. Så han har erfaring - selvom Christiansborg - og det at blive kandidat til Folketinget - er noget helt andet.

- Det er med stor ydmyghed, at jeg rækker ud efter magtens centrum. Christiansborg er for mig symbolet på det danske demokrati, siger den kommende folketingskandidat.

- Det er et tough game, men jeg er tryg ved det hold, jeg har omkring mig. Det er en proces, som har taget et stykke tid. Forventningsafstemningen er i orden. Jeg synes, jeg har den lokale opbakning, der skal til, siger Frederik Houmann Thuesen.

Officielt lige kamp mellem kandidater

I Viborg Vest-kredsen bliver et andet lokalt byrådsmedlem Lone Kastberg kandidat. Officielt bliver det ifølge Venstre en lige kamp mellem hende og Frederik Houmann Thuesen, men historisk set har det været Øst- og ikke Vest-kredsen, som fået en kandidat valg til tinget.

Går I mere efter at få Frederik Houmann Thuesen valgt end Lone Kastberg?

- Det er et helt åbent valg. Der er ikke nogen, som er favoritten, siger Anders Graversen, der er formand for Venstre i Viborg Øst-kredsen.

- Øst- og Vest-kredsen er to forskellige kredse - men vi taler sammen - og vi holder et fælles opstillingsmøde på tirsdag, understreger han.

Majbrit Nørgaard Christensen, der er den lokale kommuneforeningsformand, bakker op om, at Venstre i Viborg er én samlet størrelse - men tøver ikke med at give Frederik Houmann Thuesen superlativer med på vejen.

- Han er fremtiden. Han har den rigtige alder. Han kan samle yngre vælgere op. Også dem Venstre har mistet til Liberal Alliance, siger hun.

- Når det er sagt, så er der ingen af de to kandidater, som er vigtigere end den anden. Jeg ser to, som appellerer til forskellige typer af vælgere. Det er et aktiv, mener Majbrit Nørgaard Christensen.

Opstillingsmødet i Venstre i Viborg finder sted på tirsdag aften 16. april på Viborg Katedralskole.