Silkeborg næsthårdest ramt: Smittetal stiger i boligområde

På blot ét døgn har Silkeborg fået 14 nye tilfælde af coronasmittede.

Fredag bliver der i et boligområde i Silkeborg opsat en test-bil, så beboere i området nemt kan blive testet for covid-19.
Fredag bliver der i et boligområde i Silkeborg opsat en test-bil, så beboere i området nemt kan blive testet for covid-19.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

På blot ét døgn er der registreret 14 nye tilfælde med coronasmittede i Silkeborg Kommune. Onsdag var der 133 smittede i kommunen. Det tal er torsdag klokken 14 steget til 147.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

- Det er jeg virkelig ærgerlig over. Vi kan kun signalere til folk, at det her altså ikke er overstået endnu, siger borgmesteren i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V), til TV2 ØSTJYLLAND. 

Krisestaben i Silkeborg Kommune har derfor igangsat flere initiativer for at inddæmme smitten. 

- Vi har en krisestab, som løbende følger udviklingen, og de har også noteret det stigende smittetal. Vi kan se, at flere borgere i et bestemt område er smittet, fortæller borgmesteren. 

Kun Aarhus Kommune overgår Silkeborg Kommune, der er nu den næsthårdest ramte kommune i Jylland, når det gælder antal smittede per 100.000 indbyggere. 

Mikroudbrud i boligblokke

Krisestaben i Silkeborg Kommune har fået en underretning om, at flere borgere i boligområdet ved Resedavej og Lupinvej i Silkeborg by er testet positive for smitte med coronavirus.

Derudover er en række borgere ved at blive testet eller afventer resultatet af test efter symptomer på smitte eller efter kontakt med smittede.

Silkeborg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor aftalt med Region Midtjylland, at der opsættes en test-bil i området, hvor der ifølge kommunikationschefen i Silkeborg Kommune bor over 1000 mennesker. 

- Testbilen vil blive placeret ved beboerhuset Kejlstrupvej 51 fra lørdag formiddag og i de følgende dage, oplyser kommunikationschefen, Hans Mogensen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Daginstitutioner informeret

Indtil videre er der ikke konstateret smitteudbrud på hverken plejecentre eller i daginstitutioner i Silkeborg.

Skoler og daginstitutioner i området er dog orienteret om mikroudbruddet, og forældre til børn vil hurtigst muligt blive orienteret, så de kan være opmærksomme, hvis der opstår symptomer på smitte hos børn eller andre i familien.

Kommunen har ligeledes kontaktet boligorganisationer og foreninger i det ramte boligområde for at finde ud af, hvad foreningerne kan gøre for at kommunikere klart ud til beboere, at de skal være opmærksomme. 

- Hvis det udvikler sig som i Aarhus, bliver det nødvendigt at krisestaben sætter yderligere ting i værk, så vi kan begrænse smitten, siger borgmesteren. 

Et af de områder, han forestiller sig, at det kan blive nødvendigt at lukke ned, er for besøg på nogle af kommunens plejecentre. Men det er ikke aktuelt endnu. 

- Jeg håber ikke, vi kommer ud i den situation, men sikkerheden står før alt andet, siger han.

Husk afstand i weekenden

Weekenden byder på sommervejr, og det kan blive et problem, hvis mange forsamler sig i sommervejret. 

- Vi har nogle søbade, som er meget attraktive. Politiet har tidligere været særligt opmærksomme på de områder, og det tror jeg også kommer til at ske den kommende weekend, lyder det fra borgmesteren. 

- Jeg vil gerne appellere til at man tænker sig om og husker, at det her ikke er overstået. Jeg har selv været lige ved at glemme alle de vigtige forholdsregler, men det her er en stærk påmindelse om, at vi skal passe på hinanden. 

På mandag åbner folkeskolerne efter sommerferien, men indtil videre er der ingen yderligere restriktioner i forhold til børnenes skolegang. 

- Afhængigt af hvordan det udvikler sig, må krisestaben tage handling. Det kan gå lynhurtigt, og der kan ske ting over weekenden, men jeg har en klar formodning om, at alle vores børn roligt kan møde ind på mandag, siger borgmesteren.