Officielt: Regattaen i Silkeborg er gået konkurs

Foreningen bag Festivalen Regattaen, der især er kendt for sine fyrværkerishows, er gået konkurs.

Foreningen bag Silkeborg-festival er gået konkurs.
Foreningen bag Silkeborg-festival er gået konkurs.
Foto: Erik jepsen, Scanpix

'Det blev den folkefest, vi havde drømt om'.

Sådan lød det i sidste uge fra festivallederen på Regattaen i Silkeborg, Trine Valentin.

Nu er der anderledes dystre meldinger fra festivalen. For foreningen bag Regattaen er gået konkurs.

- Gæsterne har brugt færre penge, end vi har budgetteret med. Vi regnede med, at de i snit ville købe en fadøl pr. person og dermed bruge 40 kroner. Men vi har omsat for under 20 kroner pr. gæst, siger festivallederen Trine Valentin til TV2 ØSTJYLLAND.

Den lavere omsætning har skabt et millonunderskud efter festivalen, der løb fra den 17.-20. august.

- De næste dage skal vi bruge på at gøre underskuddet op, og så skal vi have fordelt penge til dem, som vi skylder. Det står kuratorer for, forklarer lederen. 

Musikere mangler deres penge

Trine Valentin er meget påvirket af konkursen.

- Det er en ulykkelig situation. Vi har arbejdet hårdt på at lave en god Regatta, så vi er utrolig kede af, at vi er nået hertil. Vi ville også gerne holde den igen, men det diskvalificerer vi jo så os selv til nu, siger hun.

Konkursen kan få stor betydning for kultur- og foreningslivet i Silkeborg Kommune.

TV2 ØSTJYLLAND har blandt andet talt med en musiker, hvis band ikke har fået sin betaling efter Regattaen.

Det er trommeslageren i bandet Den Røde Tråd, Morten Carøe:

- Vi føler os dårligt behandlet. Det er en uanstændig behandling, vi har fået. Vi spørger os selv, hvor er pengene?

Bandet skulle have modtaget honoraret for deres optræden tre dage før festivalen, men pengene kom aldrig.

Har sat advokat på sagen

De stolede dog på folkene bag Regattaen og optrådte alligevel.

- Når vi retter henvendelse til festivallederen Trine Valentin, så får vi ikke noget svar tilbage. Vi tænker, at så stort et arrangement ikke kan gå galt. Det er jo kompetente mennesker. Det er jo noget, der er afviklet før, siger Morten Carøe til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi står tilbage med et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan man behandle mennesker sådan? Vi har udført et stykke arbejde og underholdt flere tusinde mennesker, fortsætter trommeslageren.

Nu har bandet sat en advokat på sagen, men frygter, at honoraret er tabt. 

Skuffelse hos politiker

Silkeborg Kommune har også med stor sandsynlighed tabt penge på konkursen, og den ærgrer da derfor også formanden for Kultur,- Fritids,- Outdoor- og Idrætsudvalget, Johan Brødsgaard (RV).

- Det er enormt skuffende. Vi havde en god folkefest, og der var mange ting, som lykkedes. Men hvis det var for lånte penge, er det rigtig ærgerligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Udvalgsformanden frygter for konsekvenserne.

- Der kan komme en kædereaktion, hvor mange bliver ramt. Konkursen kan få stor betydning, siger Johan Brødsgaard.

Problemer undervejs

Regattaen har i år været ramt af flere bump på vejen.

Allerede to uger før starten blev det en kendsgerning, at det store karakteristiske pariserhjul ikke kom til Silkeborg, fordi foreningen bag festivalen ikke havde betalt et depositum.

Og under de fire dages festival var der flere gange problemer med fyrværkerishows.