Gammelt mosefund bliver undersøgt som nutidig drabssag

Tollundmanden spiller hovedrollen i en tv-dokumentar, der vises fredag aften på National Geographic.

Liget ligger, som det blev fundet i 1950, i en slags sovestilling. Stadig med reb om halsen og hue på hovedet.
Liget ligger, som det blev fundet i 1950, i en slags sovestilling. Stadig med reb om halsen og hue på hovedet.
Foto: National Geographic

Hvad hed han?

Hvorfor blev han lagt nøgen i mosen?

Hvad betyder bæltet omkring hans mave?

Og hvorfor havde han egentlig kun et bælte på og ikke andet tøj foruden en hue?

Der er mange ubesvarede spørgsmål om ét af verdens mest kendte lig, og nu bliver der på ny sat fokus på Tollundmanden, som den døde krop er blevet døbt.

Det er mediet National Geographic, der har været på besøg hos Museum Silkeborg, hvor Tollundmanden er udstillet. Tv-folkene laver en dokumentarserie, "Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder", hvor de ved hjælp af ny teknologi dykker ned i en række gamle mysterier.

I dokumentaren undersøger eksperter de forhistoriske kroppe på samme måde og med samme teknologi, som politiet bruger ved nutidige drabssager, og det første afsnit handler altså om Tollundmanden. Det bliver vist på kanalen i aften klokken 21.00.

Tollundmanden spiller hovedrollen i en tv-dokumentar, der vises fredag aften på National Geographic.
Tollundmanden spiller hovedrollen i en tv-dokumentar, der vises fredag aften på National Geographic.
Foto: National Geographic


Museum Silkeborgs direktør, Ole Nielsen, siger til TV2 Østjylland, at Tollundmanden har et ansigt, der gør, at man føler, man kender ham.

- Og man føler, at man kan møde ham. Det finder man ingen andre steder, siger Ole Nielsen, der selv medvirker i dokumentaren, hvor han fortæller om det spektakulære mosefund.

Netop ansigtet på manden er ekstremt velbevaret. Man kan se hans skægstubbe og rynker i huden. Det er med til at gøre ham til lidt af et "kendis-lig", hvis man kan kalde det det.

- Jeg bliver da rørt, når der lige pludselig er en lærer fra en skoleklasse i Kuala Lumpur i Malaysia, som ringer og spørger, om ikke jeg kan fortælle lidt om Tollundmanden, fordi de er ved at skrive en opgave om ham, siger Ole Nielsen.

Tollundmanden blev fundet her i moseområdet ved Bjældskovdal uden for Silkeborg.
Tollundmanden blev fundet her i moseområdet ved Bjældskovdal uden for Silkeborg.
Foto: National Geographic

Mistænkte en forbrydelse

Tollundmanden blev fundet i en mose ved Bjældskovdal godt ti kilometer vest for Silkeborg den 6. maj 1950.

Nogle mænd var i gang med at grave tørv, da de pludselig fandt liget, og de kontaktede politiet i den tro, at der var tale om et drabsoffer.

Det ved vi så heller ikke, om det var, men i hvert fald vurderede politiet dengang efter at have fået liget undersøgt på Bispebjerg Hospital i København, at der var tale om et mosefund og ikke et nyligt drab, som skulle efterforskes.

Sagen blev derfor sendt videre til museet, hvor liget her 74 år senere fortsat er udstillet og hvert år ses af tusindvis af gæster.

National Geographics andet afsnit udspiller sig også i Danmark, da det fortæller om Haraldskær-kvinden, som i 2000 år lå under tørv og mudret vand i Haraldskær mose lidt uden for Vejle. Det vises den 5. april.

Herefter drager tv-folkene videre til fund gjort i Irland, Italien, Tyskland, Argentina og Holland.