Benzin på vej mod 20 kroner - nu sætter bilisterne forbruget ned

Efter den seneste stigning har færre danskere har den seneste uge været forbi tanken for at fylde benzin på bilen.

De stigende benzinpriser har fået regeringen i nabolandene til at reagere.
De stigende benzinpriser har fået regeringen i nabolandene til at reagere.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det bliver fortsat dyrere at besøge tankstationen, og som det ser ud nu, ændrer det sig ikke lige foreløbigt.

Tværtimod viser de seneste prognoser, at vi snart skal betale over 20 kroner literen for benzin.

Men allerede nu, hvor prisen ligger lige under 18 kroner, lader flere bilen stå. Og det har man mærket på tankstationerne den seneste uge, fortæller Rasmus Boserup, kommunikationschef hos OK.

- Der har vi oplevet et ret markant fald i danskernes forbrug af brændstof. Vi snakker cirka fem procent. Det er relativt meget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det, at forbrugerne sænker deres forbrug, er selvfølgelig et udtryk for, at det har nået et prisleje, som er voldsomt.

Vil prisen falde?

Og hvad betyder det så for priserne, at efterspørgslen er blevet mindre? Ikke noget indtil videre, fortæller kommunikationschefen.

- Lige nu har det ikke den effekt, at det falder igen - så voldsomt er det heller ikke. Der er nogle større faktorer, der har indflydelse på det. Der er vi afhængige af verdensmarkedet, som også er det, der har gjort, at det er steget så meget i første omgang, siger han.

Ifølge Rasmus Boserup kan det lavere forbrug skyldes, at folk tanker færre liter ad gangen, kører lidt langsommere og måske tager en hjemmearbejdsdag.

De stigende benzinpriser har fået regeringen i nabolandene til at reagere. Det ser dog ikke ud til at sammen model bliver en realitet i Danmark, men måske kan en anden løsning være på vej.

Minister anerkender problem

Både Sverige og Tyskland har sænket afgiften på benzin og diesel for at holde priserne nede. Det er der ligeledes kommet et borgerforslag om i Danmark, og det skal skatteudvalget på Christiansborg tage stilling til torsdag.

Men allerede nu afviser skatteministeren ideen om lavere afgifter på brændstof.

- Vi vil gerne hjælpe danskerne med de højere udgifter til brændstof. Vi har foreslået at øge befordringsfradraget, men vi synes ikke, det er en god idé at sænke afgiften på benzin og diesel, fordi vi gerne vil beskatte det, der forurener, siger Jeppe Bruus (S).

Ifølge ministeren har nogle den mulighed, at de kan lægge deres forbrug om. Kan man ikke det, hvis man for eksempel har langt til arbejde og ikke kan benytte offentlig transport, er håbet, at et øget befordringfradrag bliver en hjælpende hånd.