Sommervejret ser ud til at være forbi, men kan gøre comeback i september

Vi får ustadigt vejr i den kommende uge - men september byder ofte på sommerligt vejr.

Vi får mere brug for paraplyen end badetøjet i den kommende uge.
Vi får mere brug for paraplyen end badetøjet i den kommende uge.
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Tirsdag morgen stod man op til blot fire graders varme i Midtjylland, og de kommende døgn vil et lavtryk give os både et kraftigt regnvejr og blæst - et vejr, der er alt andet end sommerligt.

Og der er ikke meget der tyder på, at det varme og det tørre sommervejr, vi har haft i store dele af august, vender tilbage foreløbigt.

I stedet kan vi den kommende uge se frem til perioder med byger og mere ustadigt vejr, hvor temperaturen generelt vil ligge under 20 grader.

Langt fra sommerlig afslutning på august

Med roligere vejr sidst på ugen kan temperaturen især natten til fredag nå ned omkring eller måske under de fire grader, der blev målt tirsdag morgen.

Til gengæld er der en lille chance for, at vi på lørdag stedvis kan nå over 20 grader.

Ellers bliver tirsdagens overgang til september langt fra sommerlig - og selvom september kan byde på flotte og varme sommerdage, bliver det med kortere og kortere dage ikke helt det samme som på en varm augustdag.

Syvdøgnsskemaet fra TV 2 VEJRET. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Syvdøgnsskemaet fra TV 2 VEJRET. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Et dybt kig i prognoserne viser dog antydning af et mere stabilt vejr i løbet af næste uge.

Det kan give klart vejr med solrige dage og kolde nætter.

De noget usikre prognoser har op til 20 grader i dagtimerne. Måske nok til eftermiddagskaffen på terrassen, men for de fleste sikkert for koldt til at finde badehåndklæder, bikini og badebukserne frem igen.

Inden vi helt aflyser sommervejret, så kan det blive varmt - langt ind i september.

I 2018 havde vi en sommerdag med over 25 grader så sent som 21. september, og for fire år siden var der meget varmt sensommervejr midt i måneden, da vi fik hele 29,9 graders varme 13. september.

September måneds varmerekord fra 1906 lyder på 32,3 grader.

Vi kan sætte næsen op efter løvfaldssommer

Kommer vi hen på den anden side af efterårsjævndøgnet, der i år er 22. september, kalder vi tre på hinanden følgende dage med over 20 grader for løvfaldssommer.

Sådan en har vi haft tre af i de seneste ti år.

Seneste løvfaldssomre i Danmark. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET
Seneste løvfaldssomre i Danmark. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Senest skete det midt i oktober 2018, hvor vi en hel uge i træk havde over 20 graders varme.

En rigtig sommerdag har vi dog kun haft en gang før i oktober. Det var på månedens første dag i 2011, hvor termometeret viste hele 26,9 grader.

Så vi kan sagtens nå at få varmen tilbage - men lige nu ser det ud til, at sommervejret er slut for denne gang.