Firma fyret som leverandør af lyntests til plejecentre

Testfirmaet er blevet kritiseret for hygiejneforhold og omgang med borgernes følsomme sundhedsdata.

20210206-175028-L_130Mb
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Firmaet SOS International er blevet fyret som leverandør af lyntest til ansatte på landets plejecentre.

Det fremgår af en mail til partiernes sundhedsordførere, som TV 2 har set.

- På vegne af sundhedsministeren skal jeg orientere om, at Region Midt i dag vil melde ud, at kontrakterne med SOS International A/S opsiges med 30 dages varsel i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland står der i mailen, som fortsætter:

- SOS International A/S vil fortsætte med at antigenteste med eget personale i opsigelsesperioden i Region Hovedstaden, men Medicals Nordic A/S stopper omgående som underleverandør.

Medicals Nordic er underleverandør til SOS International. Politiken og B.T. har de seneste dage afdækket stærkt kritisable sikkerheds- og hygiejneforhold hos Medicals Nordic.

Desuden har de to aviser skrevet, at Medicals Nordic har tilsidesat loven ved at håndtere borgernes følsomme sundhedsdata over gratistjenesten WhatsApp.

Det fik Enhedslisten til at slå fast, at man havde "minimal tillid til SOS International og Medicals Nordics evne og vilje til at rette op på fejlene".

Fyringen er den helt rigtige beslutning, mener de konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.

- Når de ikke kan løfte opgaven, skal de naturligvis fyres. Der er gået noget galt i udbudsprocessen, for der skulle man have sikret sig, at de kunne løse opgaven, siger han til TV 2.

Af mailen til sundhedsordførerne fremgår det, at der er indgået kontrakt med Falck om at udføre antigentest - også kaldet lyntest - i Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Midtjylland.