Lokale har kæmpet i flere år: Nu er udvidelse af Nationalpark Thy rykket nærmere

Lige nu har nationalparken sin nordlige grænse ved Hanstholm. Men lokale ved Lild Strand har længe kæmpet for, at den fortsætter hele vejen til Bulbjerg.

En udvidelse af Nationalpark Thy er rykket et skridt nærmere.
En udvidelse af Nationalpark Thy er rykket et skridt nærmere.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix


Lokale kræfter har længe kæmpet for, at Nationalpark Thy skal udvides.

Lige nu har nationalparken sin nordlige grænse ved Hanstholm. Men de lokale ved Lild Strand ser gerne, at den fortsætter hele vejen til Bulbjerg.

- Vi vil rigtig gerne have del i den kage, der er omkring det fokus, der er på Nationalpark Thy - og vi mener fuldstændig, vi har det, der skal til for at indgå, lyder det fra Mikael Lassen, der er medlem af Udviklingsgruppen Lild Strand.

Onsdag eftermiddag var derfor lidt af en skæbnens dag for de nordligste thyboer, da bestyrelsen for Nationalpark Thy holdt møde om netop udvidelsen.

Bestyrelsen for nationalparken har tidligere holdt borgermøder for alle interesserede for at vurdere den lokale opbakning til en eventuel udvidelse.

- Så nu skal vi i dag tage stilling til, hvordan vi kommer videre i den her proces. Jeg håber bestemt, at bestyrelsen bakker op om, at vi nu går til Thisted Kommune med henblik på at arbejde videre med en udvidelse af Nationalpark Thy, forklarer Torben Juul-Olsen, der er formand for bestyrelsen.

Siden 2017 har en udviklingsgruppe med udgangspunkt i Lild Strand kæmpet for at få udvidet nationalparken. Og efter tre timer langt møde i bestyrelsen fik de så det, de har kæmpet for.

- Vi er nået frem til, at vi nu går til Thisted Kommune med henblik på at få igangsat en proces omkring en udvidelse af Nationalpark Thy, lød det efter bestyrelsesmødet fra formanden.

Og den nyhed blev naturligvis modtaget med stor glæde hos Udviklingsgruppen Lild Strand.

Det første vigtige skridt mod en større nationalpark er nu taget - men der er ikke tid, til at hvile på laurbærrene. Der kan nemlig gå op til tre år, før processen med at få udvidet National Park Thy ligger klar.

- Så nu må vi have arbejdshandskerne på. Og så må vi jo få defineret, hvad vi skal gøre i den her proces. Men det bliver rigtig spændende, siger Mikael Lassen.

Udover udvidelsen mod Bulbjerg er en udvidelse ved Krik Vig i Sydthy også med i indstillingen til kommunalbestyrelsen. 

2:14
Bestyrelsen i Nationalpark Thy indstiller nu til Thisted Kommune at en proces omkring udvidelse bør sættes i gang.