Lokale ønsker udvidelse af Nationalpark Thy: Vil være med i udviklingen

En ny plan for Nationalpark Thy træder i kraft i 2022, og derfor ser nogle af de lokale sit snit til at få parken udvidet, så de kan få glæde af parken.

Det er området her, som Hawboerne vil have, skal være en del af nationalparken.
Det er området her, som Hawboerne vil have, skal være en del af nationalparken.
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Udsigten fra toppen af Bulbjerg giver et godt overblik over det område, Mie Buus og 40 andre drømmer om at gøre til nationalpark.

- Det er jo det samme som de nordatlantiske klitheder,  som allerede findes i nationalparken, så at få det her store stykke af heder og klitter med i nationalparken, det synes jeg er helt oplagt, siger Mie Buus, der er indehaver af Naturmad Thy i Frøstrup.

Nationalpark Thy dækker lige nu et areal på 244 kvadratkilometer – fra Agger i syd til Hanstholm i nord.

I forbindelse med en ny nationalparkplan, der træder i kraft fra 2022 og seks år frem, har omkring 40 lokale privatpersoner, virksomheder og organisationer foreslået, at parken udvides, så hele kyststrækningen i Thisted Kommune bliver en del af nationalparken, og Bulbjerg bliver den nye grænse i nord.

- Vi vil gerne være en del af den udvikling, som nationalparken kan føre med sig. Dels naturbevarelse og naturforbedringer, som der kører i nationalparkregi, men vi ser også meget stærkt, at der er en erhvervsudvikling, der følger med, siger Bjarne Sørensen.

Han er med i udviklingsgruppen Hawboerne i Lild Strand, der står bag arbejdet i forsøget på at få udvidet nationalparken.

Intet tyder dog på, at en udvidelse kan være klar til den nye plan i 2022.

- Vi må ikke gå ud og arbejde på en nationalparkplan på et areal, som ikke er en del af nationalparken, siger Torben Juul-Olsen, der er bestyrelsesformand i Nationalpark Thy

På grund af den store interesse har nationalparken valgt at holde åbent møde om udvidelsen den 29. oktober for alle interesserede.

Hvis alle kan nå til enighed, er det nemlig ikke urealistisk, at nationalparken kan gøres større.

- Det er noget, der tager tid, og det er noget, der kræver en masse ressourcer og kræfter. Der vil vi gerne have flere med ombord, hvis det skal gennemføres, siger Torben Juul-Olsen til TV MIDTVEST.

De lokale i Lild Strand er klar til at kæmpe videre – uanset hvordan mødet med nationalparken løber af stablen.

- Vi skal jo forholde os til, hvad der sker efter det møde der. Kommer der en proces med kommunen og nationalparken? Og hvis ikke der gør det, så vil vi jo nok sende en ansøgning til miljøministeren alligevel, siger Bjarne Sørensen.

Det areal, som Hawboerne ønsker at tilføje, er 59 kvadratkilometer.

Det første udkast til en ny nationalpark-plan forventes at være klar i sommeren 2021.