70-årige Else debuterer som forfatter: Alle novellerne er skrevet i hånden

Else Wienberg har et anstrengt forhold til computere, så derfor skriver hun sine noveller på papir med en blyant. Papiret er vigtigt for hende. Hun skal røre ved papiret.

Novellerne i hendes nye bog, En Grav i Vinden, har været længe undervejs, for hun glemmer helt bevidst, hvor hun har lagt papirerne. Ved at skrive de samme historier flere gange får hun destilleret historierne ned til det, der har holdbarhed.

- Jeg har altid selv læst, og fordi jeg læser meget, så fik jeg lyst til at svare tilbage og væve videre på litteraturen, siger Else Wienberg.

Det er nu blevet til seks noveller.

Else Wienberg er født for tidligt og blev holdt i live i en vasketøjskurv med flasker med varmt vand.

- Jeg kom ikke i kuvøse, ellers var jeg nok blevet blind. Det blev mange dengang, fordi de fik for meget ilt.

Den tidlige fødsel resulterede i, at hendes ben ikke kom til at fungere som andre børns.

- Jeg har haft en meget mærkelig, men også spændende barndom, fordi jeg tilhørte det absolut underste lag i Thisted, fordi jeg gik dårligt, husker Else Wienberg.

Indimellem fik hun bank af de andre børn. Men hun var heller ikke selv bleg for at dele øretæver ud. Hun bad en veninde holde sine briller, og så uddelte hun selv et par på kassen.

Fokus på misforholdet mellem kønnene

Else Wienberg er født ind i en kunstnerfamilie. Faderen, Henning Wienberg Jensen, er blandt andet kendt for statuen Thistedpigen, der står og kigger ud over Limfjorden. Moderen, Gudrun Königsfeldt, drømte også om at blive kunstner, men havde ifølge Else Wienberg ikke de samme muligheder for at sætte sig selv i centrum i den mandsdominerede kunstner-verden. Moderen kom til at stå model til Thistedpigen.

- Normalt var det ikke hustruen, der stod model til sådan en ikonisk ting. Og en nøgen kvinde i min barndom var virkelig diskutabelt.

Netop misforholdet mellem kønnenes muligheder er et af hovedtemaerne i Else Wienbergs noveller. Den første novelle, Trækvognen, handler om en mand, der fragter en kvinde uden arme og ben ned til havet, hvor de senere elsker på stranden.

Den amputerede kvinde er et symbol på de manglende muligheder, som Else Wienbergs mors generation af kvinder havde. Men forfatteren mener, at det er det samme, som mange kvinder oplever i dag.

Novellen skal samtidig sætte fokus på, at mennesker med svære fysiske handicaps også er seksuelle væsner.

- Det går ikke så godt med at få indoptaget mennesker med store vanskeligheder i samfundet. De kan være her som borgere, men de har svært ved at være her som medmennesker - på det emotionelle plan.

Tidlige fødsel stoppede drømmen om Frankrig

En anden af novellerne, Inde i Husene, handler om et kunstnerpar, der er på vej hjem fra Frankrig, hvor de har opholdt sig i en periode. Ingen af dem har haft den store succes, og stemningen er anspændt.

Historien har rod i Else Wienbergs egne forældres ønske om at komme til Frankrig. Et ønske, der dog ikke blev realiseret, da de fik et handicappet barn.

- Da de så fik sådan et barn, som krævede, at de blev voksne, turde de ikke tage afsted. De var ikke så gode til at arbejde sammen.

Historierne er blevet samlet i den 84 sider lange novellesamling, som Else Wienberg selv har udgivet på eget forlag.