Spritbilist truede politiet med pistol

En spritbilist gjorde natten til fredag sin egen situation betydeligt værre, da han trak en pistol og truede politiet.

Haanjern-Paa_0.jpg

Kort før kl. et natten til fredag modtog Midt- og Vestjyllands politi en anmeldelse om mulig spirituskørsel i Bremdal. Men da politiets patruljevogn dukkede op på en 33-årig mands adresse for at undersøge sagen nærmere, var det en noget utilfreds mand, de mødte.

- Han kom frem i døren med en pistol i hånden. Derfor trak betjentene deres pistoler og bad ham om at smide sit våben. I stedet pegede manden sin pistol op i luften og affyrede et skud, forklarer Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi.

Da den 33-årige affyrede skuddet, kunne betjentene høre, at der ikke var tale om en rigtig pistol, men derimod en luftpistol. Derfor rådede de igen manden til at smide sit våben.

- Det er rigtig godt politiarbejde. Og derefter smed manden da også pistolen fra sig, lyder det rosende fra vagtchefen.

Flere sigtelser

Manden fra Bremdal, der ikke er kendt af politiet for tidligere lovovertrædelser, blev efterfølgende taget med på politistationen, hvor han har tilbragt natten. Fredag kunne han så vågne op til flere sigtelser.

- Han er sigtet for at have truet tjenestemænd i funktion og for at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Men derudover er han også sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, fordi vi fandt narko på hans bopæl.

Det fortæller Ole Vanghøj, der forventer, at den 33-årige mand vil blive afhørt i løbet af fredagen.