Nyt i Ulla Astrups sag: Kommune meldt til politiet

Kommunaldirektør og politikere i Struer Kommune er blevet meldt til politiet i sagen om Ulla Astrup, fordi hun ikke får en førtidspension.

Ulla Astrup2
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Politiet trækkes nu ind i sagen om 61-årige Ulla Astrup fra Hjerm, der i længere tid har kæmpet for at få tilkendt en førtidspension. En borger har nemlig valgt at politianmelde kommunaldirektør Mads Gammelmark og byrådet, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Der er sikkert meget, Mads Gammelmark ikke vil have. Men min gave til ham - og byrådet - kan han ikke bare smide i skraldespanden, siger anmelderen, Michael Nielsen.

Han mener ikke, at kommunaldirektør og politikere følger pensionslovens paragraf 17. Derfor er han af den opfattelse, at de overtræder straffelovens paragraf 150, som kan give op til tre års fængsel.

- Jeg synes, at det er uartigt, at kommunaldirektøren kan sidde og sige, at han ved, at Ulla får sin pension, men alligevel undlader at give hende den. Det øger presset på borgeren, at kommunen udskyder beslutningen, og borgeren lider unødigt. Der er så mange modstridende ting i denne sag, som retfærdiggør, at jeg henviser til straffelovens paragraf 150, uddyber Michael Nielsen.

Familie om politianmeldelse: Groft, men nødvendigt

I hjemmet i Hjerm overrasker det familien, at sagen er kommet så vidt.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvilket standpunkt vi har, for det er groft med en politianmeldelse. Omvendt har vi også været udsat for mange ting i den her sag, siger Ulla Astrups mand, Erling Astrup.

- Vi havde sådan set håbet, at man så fornuften nede i byrådet, og at det ikke skulle være kommet hertil, afslutter han.

Kommunaldirektør afventer politiet

Mads Gammelmark er endnu ikke blevet kontaktet af ordensmagten og tager foreløbigt anmeldelsen med ophøjet sindsro.

- Vi må jo afvente, at politiet kontakter os, og så må vi se. Vi er ret overbeviste om, at vi gør det bedste, vi kan, i den sag her. Sagen er i proces og bevægelse, og derfor ligger den ikke og sylter et eller andet sted. Det gør den ikke hos os, fortæller han.

Det har endnu ikke været muligt at få fat i politiet for at få bekræftet anmeldelsen.