Lukning af Jernbanemuseet i Struer
Museet har ikke penge til at blive på den nuværende adresse og skal derfor finde et alternativ.
Sparekrav tvinger Struer Museum til at opsige lejen af Remisen, hvor Jernbanemuseet i øjeblikket holder til.
Det ærgrer Støtteforeningen for Jernbanemuseet i Struer, som i 15 år har arbejdet på at etablere et jernbanemuseum i bygningen, der fortæller om Midt- og Vestjyllands jernbanehistorie.
Nu kommer det rullende materiel, som Støtteforeningens medlemmer har brugt tusindvis af arbejdstimer på, til at stå udendørs, hvor vind og vejr vil nedbryde det.
- Vi har et projekt liggende til en overdækning af ca. 100 meter spor i forbindelse med Godsekspeditionen, hvor vi måske kan flytte hen i stedet. En vognhal med metalplader på sider og tag vil gøre underværker i forhold til bevarelse af materiellet og i forhold til museets gæster, men det har museet ikke penge til pt, forklarer Kaj Rasmussen, som er formand for Støtteforeningen for Jernbanemuseet i Struer, i en pressemeddelelse.
Stor interesse for jernbanemuseet
Jernbanemuseet er ellers populært. De få dage, museet sidste år havde åbent, har der været mere end 1.000 gæster.
- Der kommer gæster fra hele Midt- og Vestjylland og mange turister, men nu må det altså lukke på et tidspunkt, hvor det ellers så rigtig godt ud. Mange danske jernbaneblade og modelbanetidsskrifter har omtalt Jernbanemuseet i Struer i store positive artikler, og det har øget interessen for samlingen på landsplan, fortæller kaj Rasmussen, som dog også ser gode ting ved en flytning til Godsekspeditionen.
- Det kan faktisk være en fordel, hvis altså nødvendige reparationer og udbygning kan udføres. Bygningen ligger tæt på centrum i byen, og den er væsentlig lettere at finde for gæsterne. Der er heller ikke nogen togoverkørsel, som skal bemandes i hele åbningstiden, forklarer han.
Åbningsdage 25-26. april.
Jernbanemusset skal være ude af lejemålet på Remisen 30. juni, og kan se frem til en en stor opgave med at fjerne alt, hvad der er, i remisen før 1. juli. Det arbejde går igang i maj, og derfor holder museet åbent i weekenden 25-26. april, som bliver sidste chance for at se udstillingen i de nuværende omgivelser.
Det bliver også sidste chance for at se de to store lokomotiver, damplokomotivet E 987 og diesellokomotiver MY 1104 i Struer.
Hele indtægten fra åbningsdagene går til reperationer på Godsekspeditionen.