Bang & Olufsen øger salg og vender stort minus til overskud

Et nyligt lanceret tv har været med til at øge salget hos B&O, der får et spinkelt overskud i tredje kvartal.

B&O's salg steg med 16 procent til 698 millioner kroner i kvartalet, der dækker månederne december, januar og februar.
B&O's salg steg med 16 procent til 698 millioner kroner i kvartalet, der dækker månederne december, januar og februar.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Vintermånederne har budt på et højere salg af højttalere og tv hos Bang & Olufsen, der har vendt sidste års underskud til et positivt resultat.

Salget steg med 16 procent til 698 millioner kroner i kvartalet, der dækker månederne december, januar og februar.

Det viser regnskabet fra B&O, der er kendt for elektronikprodukter til hjemmet i den høje prisklasse.

Selskabet fremhæver blandt andet et godt salg af et nyt tv kaldet Beovision Contour, der blev lanceret i slutningen af 2020.

Det højere salg har medvirket til at sikre et overskud på 13 millioner kroner mod et minus på 275 millioner kroner i samme periode sidste år.

Det dårlige resultat sidste år skyldtes dog primært en nedskrivning relateret til en udskudt skattebetaling.

For hele det nuværende regnskabsår venter Bang & Olufsen et salg på 2,3-2,5 milliarder kroner.

Samtidig ventes driftsresultatet at ende mellem et minus på 50 millioner kroner og et overskud på 25 millioner kroner.

0:31
For første gang i halvandet år kan Bang & Olufsen glæde sig over sorte tal på bundlinjen.