Virksund-borger er forarget: Bilist kørte 132 kilometer i timen i 60-zone

Kommunerne Viborg og Skive vil begge sætte stærekasser op, men det er indtil nu blevet afvist.

Der bliver ofte kørt alt for hurtigt ved Virksunddæmningen.
Der bliver ofte kørt alt for hurtigt ved Virksunddæmningen.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

- Det er som om, folk forsøger at sætte nogle nye rekorder herude. Det er simpelthen motorvejskørsel uden lige.

Ordene kommer fra Nikolaj Andersen, der bor på Hobrovej i Virksund. Han er gal, fordi alt for mange kører for hurtigt på Virksund-dæmningen.

Forleden lod han politiet bruge hans indkørsel, der er tæt på dæmningen, hvor der blev opstillet fartkontrol.

Her blitzede politiet 66 fartsyndere. Én af dem kørte med 132 kilometer i timen på strækningen, hvor fartgrænsen er 60 kilometer i timen.

- Hvis jeg var kørt ud, var der sket en alvorlig ulykke. Han kan ikke nå at bremse ned med den fart, han har på, siger Nikolaj Andersen.

Forsøger at gøre mere

Han har tidligere prøvet at overdøve larmen fra de hurtigt kørende biler. Det gjorde han for et år siden. Nu prøver han igen.

Det har formændene for de tekniske udvalg i Skive Kommune og Viborg Kommune hørt.

Det er nemlig disse kommuner, der deler strækningen over Virksund-dæmningen, hvor der køres alt for hurtigt.

- Vi har gjort noget, og vi forsøger stadig at gøre noget, lyder det fra Johannes Vesterby, der er formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune.

Han vil, sammen med formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune, Jens Peter Hedevang, gerne have lov til at sætte stærekasser op på strækningen.

Åben for stærekasser

Men det forslag har de indtil videre fået afvist.

De to kommuner vil forsøge at søge om tilladelse til at opsætte stærekasser igen, når det nuværende forsøg med stærekasser 11 steder i landet slutter.

Det forslag er Andreas Steenberg, formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, ikke afvisende over for.

Men han byder det heller ikke velkommen med åbne arme.

- Jeg er åben for, at man bruger flere stærekasser og fotovogne. Men jeg synes, det skal være ud fra en prioritering om, hvor der er mest behov. Der er jeg i hvert fald ikke klar til at sige, at det skal lige præcis være her. For der kan være andre steder, hvor der er mere brug for det, siger han.

En rapport om forsøget med stærekasser kommer inden længe.

Derefter er det op til folketinget at bestemme, hvor der må stå stærekasser fremover.

2:32
Kommuner vil opstille stærekasser for at tvinge farten ned på Virksunddæmningen. Men usikkert om de får lov.