To partier ønsker Støjberg dømt for at tale usandt for Folketinget

Usandheder til Folketinget bør indgå i anklageskrift mod Støjberg, mener Enhedslisten og Liberal Alliance.

20210114-165212-L-1920x1280we
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Efter at der i sidste uge blev dannet et flertal på Christiansborg for at rejse en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), skal partierne bag finde ud af, hvad der skal med i anklageskriftet i en kommende sag.

Mandag aften lufter Enhedslisten og Liberal Alliance i Politiken deres ønsker, og et element går igen i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar: Anklageskriftet skal indeholde et særskilt punkt om at tale usandt for Folketinget.

- Jeg synes virkelig, vi skal overveje, om det, at Inger Støjberg har løjet over for Folketinget, ikke skal stå selvstændigt (i anklageskriftet, red.), fordi det er jo ret alvorligt ikke at give sandfærdige oplysninger til Folketinget, siger Enhedslistens Rosa Lund til Politiken.

Liberal Alliances gruppeformand, Ole Birk Olesen, mener ifølge Politiken, at der bør være tre selvstændige anklagepunkter i en rigsretssag:

Et om den ulovlige indkvarteringsordning, der er sagens kerne, et om forkerte oplysninger til Folketingets Ombudsmand og et om forkerte oplysninger til Folketinget.

Et flertal i Folketinget har tilkendegivet, at der bør rejses en rigsretssag mod Støjberg i en sag om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvoraf den ene var mindreårig, uden individuel vurdering, i 2016.

Dengang var Inger Støjberg den ansvarlige minister.