Støjberg langer ud efter Ellemann-Jensen i sag om rigsret

Venstres tidligere næstformand vil tænke over fremtiden, siger hun efter partiets ja til en rigsretssag.

Inger Støjberg (V) er skuffet over Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og hun vil tænke over fremtiden.

quoteDen største mistillidserklæring, man kan give til en kollega i Folketinget, er at rejse en rigsretssag.

Inger Støjberg (V)


Det siger hun torsdag efter et gruppemøde i Venstre. Her blev det slået fast, at et flertal i Venstres folketingsgruppe stemmer for en rigsretssag mod partiets tidligere næstformand.

- Jeg er skuffet over, at det er min egen formand, Jakob Ellemann-Jensen, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag mod mig.

- Det er også derfor, at jeg overvejer, hvad der skal ske. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det er.

- Den største mistillidserklæring, man kan give til en kollega i Folketinget, er at rejse en rigsretssag, siger Støjberg.

Sagen handler om en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig. Den fandt sted i 2016. Dengang var Støjberg udlændinge- og integrationsminister.

To uvildige advokater har over for Folketinget vurderet, at der er grundlag for en rigsret mod Støjberg. Det skete på baggrund af en delberetning fra Instrukskommissionen. Den kom med skarp kritik af Støjbergs ageren i sagen.

Ni stemte imod

Forholdet mellem Støjberg og Ellemann-Jensen er formentlig ikke det bedste lige nu.

Mod slutningen af december valgte hun at trække sig som næstformand i Venstre.

Det gjorde hun på opfordring fra Ellemann-Jensen. Samarbejdet fungerede ikke mellem de to. Det har Elleman-Jensen udtalt. Han har blandt andet kaldt Støjberg illoyal som næstformand.

Der er 41 medlemmer i Venstres folketingsgruppe. De er fritstillet i sagen. Ifølge Ellemann-Jensen stemmer ni fra folketingsgruppen nej til en rigsretssag.

Inden Venstres gruppemøde stod det allerede fast, at Støjberg skulle for en rigsret, da et flertal i Folketinget stemmer for det.

Kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemmer imod. Begge partier bejler i øvrigt offentligt til Støjberg. Hun er en af de største stemmeslugere. Ikke kun i Venstre, men på landsplan.

Foruden Støjberg er det kendt, at partifællerne Thomas Danielsen og Preben Bang Henriksen stemmer imod en rigsretssag.

Ifølge Ekstra Bladet er Hans Christian Schmidt, Mads Fuglede, Peter Juel-Jensen, Britt Bager, Kristian Pihl Lorentzen og Michael Aastrup de andre.

Preben Bang Henriksen er uddannet jurist og formand for retsudvalget i Folketinget. Han mener ikke, at Støjberg vil blive dømt i en rigsretssag.

Ulovlig embedsførelse

Rigsretten er en særlig domstol. Den behandler og afsiger domme mod ministre, der er tiltalt for ulovlig embedsførelse.

Rigsretssagen mod Støjberg bliver den kun sjette af sin slags i danmarkshistorien. Der er sket frifindelse i de fleste af dem.

Mens Støjberg fortsat overvejer sin politiske fremtid, er det ligeledes uvist, om hun fortsætter som retsordfører for partiet.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.