Tidligere landsholdsspiller ny træner i Skive IK

Den tidligere Superliga-profil Thomas Røll skifter sin rolle som assistentræner i Kjellerup IF ud med rollen som cheftræner for Skive IK.

Thomas Røll bliver ny cheftræner i Skive IK
Thomas Røll bliver ny cheftræner i Skive IK
Foto: Skive IK

Den tidligere Superliga-profil Thomas Røll tager med øjeblikkelig virkning over som cheftræner i Skive IK. Her tager han over efter Anders Gerber, der stoppede som træner med udgangen af sidste sæson. Thomas Rølls kontrakt løber til juni 2019. 

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg ser meget frem til at prøve mine evner af i det fag. Jeg har meget med i bagagen fra min aktive karriere og som assistenttræner i Kjellerup, siger den nyudnævnte cheftræner.

41-årige Thomas Røll kommer fra Kjellerup IF, hvor han var spillende assistenttræner i sidste sæson. Han er klar over, at det bliver en udfordring nu at skulle være manden, der står i spidsen.

- Nu er det mig, der skal tage den endelige beslutning. Der er selvfølgelig noget med mandskabspleje ind over og nogle ting, hvor jeg skal have fundet mig til rette, men det glæder jeg mig til, siger han.  

Passer godt til Skive IK

Han har som spiller været aktiv i blandt andet FC København, Silkeborg IF og FC Midtjylland, og han har opnået otte A-landskampe og vundet tre danske mesterskaber. Som træner er han dog mere uprøvet. Alligevel er Skive IK's sportschef, Rasmus Brandhof, glad for tilgangen.

- Thomas er en spændende cheftræner, der passer godt til de spillemæssige visioner, vi har i Skive IK. Hans syn på fodbold passer godt til os, og til det vi vil, og vi er overbeviste om, at han kan få det ud af vores trup, som kan flytte os de næste trin og tilbage til 1.division, siger han.

Spillerne i Skive IK kan forvente ændringer i forhold til, hvordan kampene blev grebet an i 1. division.

- Jeg har jo min måde at se fodbold på. Jeg vil gerne spille offensiv fodbold og have bolden mere end modstanderne, hvor vi samtidig skal fremover banen. Uden at det dog bliver en naiv tilgang, for vi skal stadig have styr på det defensive, siger Thomas Røll.

Skive IK rykkede i sidste sæson ned, og klubben skal derfor spille i 2. division. Her kommer den nye cheftræner blandt andet til at møde sin tidligere klub Kjelleup IF. Og ambitionen er klar for den nye træner.

- Der er kun en ting, der tæller, og det er en hurtig tilbagevenden til 1. division. Det bliver ikke nogen let opgave, men jeg kan godt lide udfordringen, for det er til at forholde sig til, siger Thomas Røll.