Salling Banks opkøber misbrugt til hvidvask

En kunde i Sparekassen Vendsyssel står tiltalt for at have hvidvasket næsten 42 millioner kroner.

Generalforsamlingen den 27. oktober, der skulle afgøre fremtiden i Salling Bank, blev afholdt under corona-sikre forhold. Det endte med at 99 procent af bankens investorer stemte for en fusion af de to banker.
Generalforsamlingen den 27. oktober, der skulle afgøre fremtiden i Salling Bank, blev afholdt under corona-sikre forhold. Det endte med at 99 procent af bankens investorer stemte for en fusion af de to banker.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det er ikke mere end fem dage siden, at en endelig fusion af de to banker Salling Bank og Sparekassen Vendsyssel blev en realitet. Nu er det kommet frem, at opkøberen fra Nordjylland er blevet misbrugt i en sag om hvidvask. Det skriver avisen Nordjyske mandag morgen.

En kunde i Sparekassen skulle angiveligt have hvidvasket næsten 42 millioner kroner.

Ifølge Bagmandspolitiet har hvidvaskningen fundet sted ved, at ejeren af det konkursramte firma Aut. VVS og El Teknik ApS i Rødovre stillede firmaets konto i Sparekassen Vendsyssel til rådighed for andre personer og virksomheder. Det gjorde ejeren ved at udlevere NemId og godkendelseskode.

Personerne og virksomhederne har i en periode på fire måneder overført store beløb til kontoen. Efterfølgende er pengene blevet sendt videre til et polsk selskab ved navn Baltik Biziness Group Sp Zoo, skriver Nordjyske.

Overførslerne er fundet sted fra 18. september 2018 til 16. januar 2019 og spænder over 104 overførsler.

- Vi kan og må ikke kommentere sager om hvidvask. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi i henhold til hvidvasklovgivningen indberetter alle mistænkelige transaktioner, siger den administrerende direktør for Sparekassen Vendsyssel, Vagn Hansen, til Nordjyske.

En bevidst handling

Den tiltalte er en mand i 70'erne, og han nægter sig skyldig i anklagen.

Alligevel er Bagmandspolitiet af den opfattelse, at kunden fra Salling Bank-opkøberen udmærket vidste, at betalingsstrømmen gennem hans konkursramte firmas konto stammede fra kriminalitet. 

Anklagemyndigheden vil derfor have kunden og hans konkursramte selskab dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed, skriver Nordjyske.

Sagen kommer for Retten i Roskilde i løbet af november.

Det samlede, overførte beløb er på 41.529.888,71 kr.