Paludan køber friskole i Rødding – vil starte nyt trossamfund

Rasmus Paludan vil være ærkebiskop i det nye trossamfund, som skal hedde Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke.

Rasmus Paludan
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Rødding i Salling er kendt som æblets by, men i fremtiden håber især én person på, at det fokus ændres.

Den mand er partistifter og islamkritiker Rasmus Paludan. Han har købt den gamle friskole i byen, og her vil han starte et trossamfund. Men det er bestemt ikke alle i byen, der glæder sig til, at Rasmus Paludan kommer til byen.

- Jeg kan ikke lige se, hvad han skulle kunne bidrage med. Det, som borgerne i byen er nervøse for, er, om det kan trække noget ballade af en slags med sig, siger formanden for byens udviklingsråd, Finn D. Andersen.

Men sagens hovedperson, Rasmus Paludan, mener, at han har en masse at bidrage med, når han starter trossamfundet, der skal hedde Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke.

- Vi vil rigtig gerne holde gudstjenester og kurser i sand kristendom, som folkekirken har forladt, fordi folkekirken tilbeder islam. Så det vil vi rigtig gerne bruge tid på med vores sognebørn der, siger Rasmus Paludan.

Når trossamfundet er stablet på benene, skal Rasmus Paludan være ærkebiskop.

Corona er glemt i Rødding

For byens 900 beboere har det helt store samtaleemne hidtil været coronavirus, ligesom det har været i så mange andre steder i landet.

Men da det kom frem, at Rasmus Paludan ville købe den gamle friskole, blev samtaleemnet ændret.

Nu taler stort set ingen om corona længere, fortæller Inge Boue Nielsen, der er medindehaver af Spøttrup Slagterforretning i Rødding.

- Han har faktisk været inde for at købe et par frikadeller, siger Inge Boue Nielsen, der har været slagter i byen igennem 30 år, før hun fortsætter:

- Men vi kunne nok godt finde dem, vi hellere ville have til byen.

Det rører dog ikke Rasmus Paludan, at flere i byen ikke ønsker, at han skal komme.

- Jeg anerkender slet ikke præmissen om, at jeg ikke er velkommen. Jeg føler, at jeg er velkommen alle steder i Danmark.

Det er denne gamle friskole, som Rasmus Paludan har købt.
Det er denne gamle friskole, som Rasmus Paludan har købt.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Vil forsøge at købe bygningen af Paludan

Både Rasmus Paludan og ejendomsmægler Nikoline Lieberkind Nielsen bekræfter, at der er skrevet under på en købsaftale. Derfor er det et spørgsmål om tid, før Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke kan flytte til Rødding.

Alligevel prøver byens borgere at købe den gamle friskole af Rasmus Paludan, så han ikke kommer til byen.

Men der skal meget til, før de kan fravriste ham friskolen.

- Jeg har talt med dem i dag, og de synes, jeg skulle foreslå en pris. Men vi er utroligt glade for den bygning, vi har fået nu, så hvis det overhovedet skulle være relevant, skulle vi tilbydes en sum, så vi kan finde noget lidt bedre et andet sted. Men det er trods alt 750 kvadratmeter på en rigtig god placering, og det hænger ikke bare på træerne, siger Rasmus Paludan.

Konkret mener Rasmus Paludan, at der minimum skal et par millioner på bordet, for at han kan købe noget tilsvarende et andet sted.

Bliver boende i København

Rasmus Paludan har allerede et hus i Rødkærsbro, her bor han dog ikke permanent.

Det kommer han heller ikke til, selvom han starter et trossamfund i Rødding.

- Jeg har lejlighed i København, og der er jeg fint tilfreds med at have bopæl. Men jeg kommer meget omkring, fordi jeg tjener danskerne dag og nat. Jeg kommer til at være en del i Rødding, hvor jeg kommer til at stå for gudstjenester, og så kommer jeg også til at holde en del taler i Rødding, siger han.

Hvis det ender med, at Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke flytter til Rødding, må byen forholde sig til det, siger Finn D. Andersen.

- Sker det, så sker det. Og så tager vi den derfra.

Rasmus Paludan fortæller, at hvis alt går, som det skal, satser han på at være kørende for fulde omdrejninger i Rødding omkring 1. marts 2021.