Klub indskærper regler efter sag om nøgenbilleder til børn og unge

Sidste år opdagede Skive IK, at en ungdomstræner havde sendt seksuelle billeder og videoer af sig selv til børn og unge.

I dag startede sæsonen op i Skive IK.
I dag startede sæsonen op i Skive IK.
Foto: Torben Mondrup

En tidligere ungdomstræner fra Skive IK tilstod i denne uge, at han har sendt seksuelle billeder og videoer af sig selv til flere end 40 drenge helt ned til 13-årsalderen.

I dag startede forårssæsonen i Skive IK, og klubben vil nu gøre alt for at undgå, at der nogensinde kommer en lignende sag.

- Vi har indskærpet klubbens regelsæt. Ingen trænere klæder om med børn og unge, og mobiltelefoner skal ikke med ind i omklædningsrummet, siger Peter Svendsen, der er formand i Skive IK.

Peter Svendsen pointerer, at der ikke er tale om nye regler.

- Vi kiggede på regelsættet og udleverede det til trænerne, og vi blev enige om, at det faktisk var udmærket. Vi blev enige om at lade være med at lave panikløsninger, som ødelægger det for de andre frivillige trænere, fordi der er en enkelt, der ikke kunne trække grænsen, siger Peter Svendsen.

Opbakning fra forældre og trænere

Det var sidste år, at klubben opdagede, at en 21-årig mandlig træner havde sendt seksuelt krænkende billeder og videoer af sig selv til omkring 40 drengespillere. Klubben suspenderede øjeblikkeligt den 21-årige mand som træner.

Udover en øget kommunikation af klubbens regler har Skive IK også et større fokus på, hvad der sker uden for banen.

- Vores sanser er nok lidt skærpede, og vi er lidt mere opmærksomme på, hvad sker der i klubhuset. Vi håber, vi får indikationer, hvis der er sådan noget på vej, siger Peter Svendsen.

Heidi Fly, der er forælder og træner i klubben, er glad for, at der ikke er sket de store ændringer.

- Jeg har både en pige og en dreng, som spiller her, og jeg har ingen mistanke eller mistillid. Jeg har tillid til, at vi gør tingene på bedste måde, siger hun. 

Heidi Fly har tiltro til, at klubbens regelsæt fungerer. 
Heidi Fly har tiltro til, at klubbens regelsæt fungerer. 
Foto: Torben Mondrup

Den holdning deler forælder og træner Jes Drachmann.

- Vi fortsætter, som vi altid har gjort. Klubben skal gå videre. Det skal ikke gå ud over resten, fordi der har været et broddent kar, siger han. 

Fokus på fodbold

Formanden i Skive IK fortæller, at det er hans klare opfattelse, at klubbens medlemmer er klar til at se fremad.

- Jeg tror ikke, de unge mennesker tænker over det mere. Det her er en tabersag, uanset hvordan man er involveret, og vi vil gerne have lagt den bag os.

- Vi vil gerne fokusere på det fodboldmæssige og give børn, unge og forældre nogle gode oplevelser og en følelse af, at det er et sikkert sted, siger Peter Svendsen.   

Den 21-årige fodboldtræner er tiltalt for 61 forhold. I retten tirsdag erkendte han knap 50 af dem.

Der falder dom i sagen ved Retten i Viborg den 21. januar.