Frederik Muff blev nybagt far og danmarksmester på under en uge

På bare fem dage titel blev cykelrytteren Frederik Muff både nybagt far og danmarksmester i e-cykling.

Frederik Muff gik gennem uge 6 med fuld plade.
Frederik Muff gik gennem uge 6 med fuld plade.
Foto: coloQuick

- Det har været en vild uge. 

Så klar er Frederik Muff i mælet mandag eftermiddag, hvor han puster ud ovenpå fem ret udbytterige dage. 

Tirsdag blev han far for første gang til en lille dreng. Fem dage senere sad han klar på cyklen til DM i e-cykling i Aarhus. 

- Jeg havde overhovedet ikke optimal optakt. Normalt ville jeg strukturere træningen og sørge for at få sovet ordentligt op til. Det gjorde jeg ikke her, for jeg havde lige to nætter på sygehuset, og min dreng var selvfølgelig i fuldt fokus, siger Frederik Muff. 

Men selvom den 30-årige cykelrytter, der kører for Skive-holdet ColoQuick Cykling, hverken havde haft tid til ret meget søvn eller træning i dagene op til danmarksmesterskabet, endte han med at feje alle sine 15 modstandere af banen. 

Efter 57 virtuelle kilometer var Frederik Muff blandt de seks forreste, og i slutspurten havde den nybagte far de varmeste ben. Dermed kunne Frederik Muff tage plads øverst på podiet.

Han er ikke så sikker på, han vil gøre brug af helt samme forberedelsesprocedure frem mod næste store løb. Men han tror måske, far-titlen gav ham et ekstra gear i slutspurten.

- Jeg tror, der var en motivationsfaktor i, at jeg var væk fra min søn. Jeg ville ikke gide tage væk fra ham uden at gøre alt for at vinde, siger Frederik Muff. 

Cykelrytteren kan nu se frem til forårssæsonen, der begynder 2. marts.