Cykelrytter Frederik Muff havde gode ben: To danmarksrekorder på én dag

Cykelrytteren ønskede mere fokus på danmarksrekorder. Derfor forsøgte han lørdag, at slå to ældre rekordtider.

Kilometer-rekorder inden for cykelsport er gået i glemmebogen. I hvert fald hvis man spørger Frederik Muff, som er cykelrytter for klubben ColoQuick fra Skive.
Kilometer-rekorder inden for cykelsport er gået i glemmebogen. I hvert fald hvis man spørger Frederik Muff, som er cykelrytter for klubben ColoQuick fra Skive.
Foto: Toke Hage

Cykelrytter Frederik Muff fra klubben ColoQuick cyklede to danmarksrekorder ind på én dag.

Lørdagen begyndte Frederik Muff på en 10 kilometer rute, hvor han først forsøgte at slå en 41 år gammel rekord.

Turen gik over forventningen, og han slog rekorden med ét minut og 19 sekunder, og dermed erobrede han altså den nye danmarksrekord på 10 kilometer distancen.

- Det havde jeg ikke regnet med. Jeg kommer nok ikke til at køre Tour De France eller få den legende status, som Brian Holm har. Men det er meget sjovt, at kunne sige, at jeg har slået så stor en personlighed i dansk cykelsport, fortæller Frederik Muff.

Brian Holms tidligere rekord lød på 12 minutter og 16 sekunder.

På trods af smerter så gik 30 kilometeren også i et raskt tempo.
På trods af smerter så gik 30 kilometeren også i et raskt tempo.
Foto: Toke Hage

Selvom 10-kilometeren kunne mærkes i benene, så havde ColoQuick rytteren alligevel energi til 30 kilometer ruten lørdag aften.

- Der var lidt gammel syre, der skulle trædes ud i starten, siger Frederik Muff.

På trods af smerter så gik også denne tur i et raskt tempo.

Frederik Muff hev nemlig også danmarksrekorden på 30 kilometer-distancen med sig hjem.

Den kørte han på 34 minutter 19 sekunder og 58 hundrededele. Altså næsten fire minutter bedre end den 23 år gamle rekord, som lød på 38 minutter 09 sekunder og 45 hundrededele.

- Jeg er stolt over begge rekorder. Den første rekord var svær, fordi der skal man køre stærkt over kort tid og 30 kilometeren var svær, fordi der skal man køre med lidt mindre intensitet over lang tid, forklarer rytteren. 

Og det kan være, at der er flere rekordforsøg på vej.

- Nu har jeg fået smag for det, så det kan være, jeg finder nogle flere. Der er jo både en 50 og en 100 kilometer. 

Frederik Muff vurderer dog, at 100 kilometeren er en voldsom størrelse i forhold til de andre, men at den halve distance måske bliver et nyt rekordmål.

Med dagens præstationer håber han i hvert fald, at have skabt mere fokus på cykelrekorderne, og han håber, at andre nu vil tage kampen op.