Fire gange på tre år har Jørgen haft indbrud i sin bil: - Det er grove løjer

Med fire indbrud i sine biler har Jørgen Mølhede været hårdere ramt end de fleste. Nu kan han blive nødt til at skifte bil.

Gerningsmændene smadrede en siderude i bilen for at komme ind til den kostbare elektronik.
Gerningsmændene smadrede en siderude i bilen for at komme ind til den kostbare elektronik.
Foto: Privatfoto

Da Jørgen Mølhede kom ud i sin garage og kunne se, at der lå glasskår overalt, vidste han, at noget var galt.

- Min første tanke var, at nu er det sket igen, fortæller han.

Og ganske rigtigt: Endnu engang havde der været indbrud i Jørgen Mølhedes bil, selv om den stod i en aflåst garage hjemme hos ham selv på Blommevænget i Roslev.

Hans højt elskede BMW 530 M5 havde natten mellem søndag og mandag fået knust en siderude, og det meste af bilens tekniske indmad var pillet ud. Bilens indbyggede computer, navigationsanlæg, rat inklusiv airbag samt gearvælger var alle fjernet.

I alt blev der stjålet for 200.000 kroner fra bilen.

- Det er grove løjer, at man ikke kan have noget i fred, siger Jørgen Mølhede, der arbejder som køkkenforhandler.

Sådan så der ud inde i bilen, da Jørgen Mølhede fandt den efter indbruddet.
Sådan så der ud inde i bilen, da Jørgen Mølhede fandt den efter indbruddet.
Foto: Privatfoto

Stjal og brændte den første bil

Det er langt fra første gang Jørgen Mølhede har været udsat for indbrud.

Hans nuværende hvide BMW 530 M5 har været udsat for tre indbrud i løbet af de sidste to år, og to af indbruddene er sket inden for de seneste fire måneder. Alle gange har tyvene fjernet alt af værdi inde fra bilen.

Før den nuværende bil havde Jørgen Mølhede en grøn BMW 525 Touring, og den tiltrak sig også tyvenes opmærksomhed - dog på en lidt anden måde.

En nat kunne han høre nogle, der stod inde i hans hus og snakkede, og da han kom nærmere, kunne han se nogle mænd med elefanthuer, som havde raseret hans vinrum. Da tyvene så husets ejer, stak de af i BMW'en. Den blev senere fundet afbrændt i en skov ved Karup.

- Hvis jeg skal beholde mine biler, så skal jeg vist have stålstænger monteret hele vejen rundt om garagen, konstaterer Jørgen Mølhede.

Overvejer at skifte BMW'en ud

Han ærgrer sig over, at tyvene tilsyneladende er særligt interesserede i biler fra BMW.

- Det er megatræls, for jeg er jo glad for den bil, jeg har nu. Det er den bedste bil, jeg nogensinde har haft, og den kører perfekt, men jeg tør snart ikke have den mere, siger han og fortsætter:

- Det kan heller ikke blive ved med at gå for mit forsikringsselskab. De vil gerne beholde mig som kunde, men de ser nok gerne, at jeg får en anden bil. De har også drillet mig med, at jeg burde købe en rottweiler til at passe på bilen.

De gentagne indbrud har fået Jørgen Mølhede til at overveje, om hans fremtid på fire hjul måske skal se anderledes ud.

- Min nabo har en Mercedes stående, og den rører tyvene ikke, så måske er det vejen at gå, siger han.