Ferien starter godt: 80 glade børn giver den gas på fodboldskole

Hygge og træning er i fokus på fodskoleskolen i Højslev.

2:15
En masse børn bruger første uge i ferien med en fodbold ved fødderne.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Skolernes sommerferie er skudt i gang, og traditionen tro betyder det, at fodboldskolerne er i gang.

Det gælder blandt andet på DGI Fodboldskolen i Højslev ved Skive, hvor 80 piger og drenge lige nu træner og har det sjovt på banen.

- Det er sjovt at spille fodbold, siger otteårige Liam Lund Borup fra Højslev.

Det er hans ven Malthe Stampe Østergaard på ni år helt enig i.

- Så kan man starte sin sommerferie godt ud, fortæller han.

fodbold
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Fodboldskolen er noget særligt

Der er tale om børn i alderen seks til 13 år. Det er lokale trænere, der hjælper dem med at blive endnu bedre til fodbold på lejren.

- Det der er allerdejligst, det er at se dem, for de får en mega succesoplevelse. De kommer og fortæller, hvad de har lært. Vi er fire trænere, og alle fire trænere skal se deres tricks, fortæller træner Nicolai Lunne Madsen.

Mange af børnene er vant til at spille fodbold til hverdag, men derfor er fodboldskolen stadig noget specielt.

- Det her er meget sjovere. Det er hyggetræning, siger 12-årige Kristian Toft Kvistgaard fra Højslev.